KjøbenhavnsBelejringFyensGjenerobring

INDLEDNING.

Raadets Flertal turde ikke paatage sig Ansvaret for saaledes at sætte Alt paa eet Kort. Og det hastede med Afgjørelsen; kun ringe var Betænkningstiden for de ulykkelige Mænd, der skulde underskrive Traktaten om deres Fædrelands Lemlæstelse. For at give sine Fordringer, der selvfølgelig efter det storartede Vaaben- held vare bievne betydelig opskruede , forøget Vægt, fortsatte Carl Gustav uophørlig Marschen og var allerede naaet til Kjøge; saa bestemte de danske Kommissærer sig til at give efter, og den 18de Februar afsluttedes Freden i Høje Taastrup; 8 Dage efter ratificeredes den i Roskilde. Som bekjendt maatte Danmark afstaa de ældgamle danske Provinser Skaane, Bleking og Halland, fremdeles Bohus, Agers­ hus og Irondhjems Stift, samt Bornholm og Fordringerne paa Rygen, afgive 2000 fuldt rustede Ryttere, tilstaa Toldfrihed i Sundet og Storebelt, indsætte Landsforræderen Corfitz Ulfeld i Ejendomme og Værdigheder og gjøre Hertugen af Holsten-Gottorp store Indrømmelser med Hensyn til Suveræniteten i Sønderjylland. Ved denne forfærdelige Afgjørelse havde den engelske Gesandt været meget virksom, og Cromwell, der frygtede for, at den øster- søiske Handel, »dette gyldne Skind«, som han udtrykte sig, skulde falde i Hænderne paa Holland og Danmark, kunde derfor med Stolthed skue tilbage paa Fredsværket og lade sine Gesandter i Udlandet tilgaa Meddelelse derom med følgende, desværre saa sande Ord: »Aldrig før saa man en saadan Krig, men heller aldrig en saadan Fred!«

III. Den 3die Marts 1658 fandt et sælsomt Skuespil Sted i de pragt­ fulde Sale paa Frederiksborg Slot. Det var den overvundne, den dybt ydmygede, sine bedste Provinser berøvede danske Konge,