KjøbenhavnsBelejringFyensGjenerobring

INDLEDNING.

13

De erfarne Generaler Wrangel og Wittenberg, saa vel som Rigs- raaden Christer Bonde, fremhævede i Rigsraadet, at man først burde bemægtige sig Danmark, for saa meget desbedre at have Ryggen fri paa de fremtidige Tog sydpaa, men herimod gjorde Fler­ tallet paa en træffende Maade gjældende, at Danmark, der var saa kraftesløst, og som laa saa bekvemt for Flaanden, kunde man altid senere finde en passende Lejlighed til at overfalde, og denne Mening fik Overhaand — allerede i Begyndelsen af 1655 faldt Carl Gustav uden nogensomhelst skjellig Grund ind i Polen i Spidsen for en vældig Hær. Budskabet om dette Fredsbrud fremkaldte selvfølgelig stor Be­ vægelse i Danmark, men man beroligede sig dog noget, da den den svenske Gesandt i Kjøbenhavn, Magnus Durell, paa sin Herres Vegne afgav de mest venskabelige og beroligende Forsikringer og snart saa sig istand til at overbringe Forslag til en nøje og inderlig Alliance mellem de tvende Riger. »De Danske leve kun af Eders IL. M.s Diskretion«, skriver han til Carl Gustav, »men jeg søger at persvadere dem, at E. IL. M. Intet hellere ønsker end en god Alliance, og at Krigen i Polen snart maa faa Ende, for at E. IL. M. derefter kan leve i Fred og Ro med andre Lande.« Af gode Grunde blev det til Intet med denne »Alliance«, hvis Afslutning Durell selvfølgelig under allehaande Paaskud trak ud fra Tid til anden, og først efterhaanden gik det op for Regeringen, hvilken Skjæbne, der var tiltænkt Landet. Gesandten i Stockholm, Ove Juul, var kommen under Vejr med de svenske Stænders Beslutning, og hans Formodning bekræftedes af Kurfyrsten af Brandenburg, der først havde været Carl Gustavs Allierede, men senete skilte sig fta ham som hans bitre Uven, da han mærkede, at Catl Gustav selv vilde tage Løvens Part af det polske Bytte. Raadvilde og modløse famlede de danske Styrende i Valget af de Midler, de skulde anvende for at besværge Uvejt et, en stærk Pølelse af Uro og Ængstelse gik gjennem hele Nationen. »Vi gaa her«, skriver Christen Skeel i sin Dagbog 1656, »med Bedrøvelse og med en ond Samvittighed, for vi snakke om Sagerne og gjøre Intet derved, og det hele Land raaber paa os, og vi gjøre dog Intet derved, saa Gud maa ikke være iblandt os«.