KjøbenhavnsBelejringFyensGjenerobring

INDLEDN ING .

12

til sin Bestemmelse. For Omorganisationen af det levende Værn, om hvilket Rigsraadets Betænkning ogsaa indeholder meget gode og fornuftige Principper, og som var i en yderlig slet Tilstand, blev der slet Intet gjort. Sagen var, at de styrende Rigsraader ved at tilrive sig Magten og ved saa meget som muligt at udelukke Kongen fra Regeringshandlingerne langtfra indbyrdes havde opnaaet den Enig- heds- og Samdrægtighedsaand, som de saa smukt talte om, og som ganske vist ogsaa var en nødvendig Betingelse for, at saa om­ fattende og rigtige Arbejder kunde fremmes — fremmes itide og med Kraft. Utvivlsomt vare de fædrelandssindede og paa deres Vis dygtige Mænd; men de vare spaltede i Partier, iversyge paa hinandens Magt, kæmpende for deres Særinteresser, og deres Kraft og Evne gik derfor tilspilde for Fædrelandet, deres Styrelse blev til dettes ubodelige Fordærv. Imidlertid udviklede Forholdene sig i Sverig paa en for Danmark højst foruroligende og truende Maade. 1654 havde Dronning Christina aftraadt Regeringen til sin Fætter Carl X Gustav, en saa fuldbaaren Repræsentant for »Jern- og Blodpolitiken«, som nogen senere Tid har at opvise. Ærgjerrig indtil Umættelighed, hærdet og forvoven som Kriger, listig og forslagen som Statsmand, stedse paaberaabende sig Vorherre og sin retfærdige Sag og stedse rede til at hævde denne mecl 30,000 Bajonetter, aandede og levede Carl Gustav kun for Sverigs Magtudvidelse, for at underkue, opsluge eller tilintetgjøre alle tilgrænsende Lande. Paa en mærkværdig og ganske ejendommelig Maade begunstigede Folkestemningen i Sverig disse Carl Gustavs vidtflyvende Planer. Kort efter hans Tron­ bestigelse vedtog de svenske Stænder en Resolution til Kongen, hvori de henstille til hans »bedre Betænkende«, om Sverig vel, i Betragtning af, at det var et fattigt Land, der knap havde Brød­ føde, kunde gjøre noget Bedre, end som hidtil, at bekrige de om­ kringliggende, rigere Lande og derfra hjemføre Skatte og Kostbar­ heder. Carl Gustav lod Sagen nærmere forhandle, og det blev be­ sluttet, da man endnu ikke turde binde an med Rusland, at det skulde gaa ud over Polen og Danmark. Der herskede kun nogen Uenighed om, med hvilken af disse to Stater, man skulde begynde.