KjøbenhavnsBelejring_1658

130

STORMEN PAA KJØBENHAVN.

Forøvrigt bestræbte den danske Konge sig for at lægge et mildt og forsonende Sk jæ r over Slagets Rædsler. Efterat en Vaabenhvile var vedtagen gjennem en skriftlig Forhandling mellem de to Hæres Generalauditører, lod F r e d e r i k I I I Ligene a f de svenske Befalings- mænd — forsaavidt de stod til at lejende, frygtelig sønderrevne, som de i Reglen vare a f Kardætskskud — standsmæssig smykke og paa Ligbaarer og Stormstiger, fulgte i Procession a f danske Officerer, udbære til Nørrebro, hvor de modtoges a f deres Landsmænd og førtes til B røn shøj 1). Ligene a f de øvrige faldne Svenske blev, efter- haanden. som de opsamledes — endnu 14 Dage efter Stormen op- fiskede Aalestangerne i Kallebodstrand talrige Døde — kjørte ud og nedlagte i Løbegravene, som de Svenske havde anlagt paa Vesterbro og ved Vartov. De Svenskes T ab var i Forhold til den Styrke, hvormed de angreb, uhyre. Hvor stort, lader sig for Underbefalingsmændenes og de menige Soldaters Vedkommende ikke med Bestemthed opgive, da Carl Gustav paa det Strengeste havde forbudt Alle i Hæren at fortælle Noget om, hvad der passerede ved Kjøbenhavn, og hvad man der havde mistet; det Tab, der officielt blev opgivet, om­ fattede aabenbart kun de egentlige svenske Brigader, men ikke de saakaldte polske, tyske og engelske Afdelinger, uagtet disse netop havde været meget stærkt i Ilden. Tallene variere derfor mellem 5000 og 1500 Mand. Utvivlsomt ligger Sandheden her som saa ofte i Midten, og det er næppe langt fra det Rigtige, i hvert Fald paa ingen Maade overdrevet, naar Overløbere berettede, at i Lejren »lød det gemene Skrig«, at de Svenske foruden talrige Officerer havde over 3000 Mand Døde, Kvæstede og Fangne. Hermed stem­ mer ret godt en anden, detailleret, svensk Beretning, der angiver Tabet til 44 Kaptejner og Ritmestre, 80 Løjtnanter, Fændriker og K or­ netter, 2500 Korporaler og Menige døde og saarede samt 2000 Fangne. l) D en 15de f e b r u a r sk riv er D r. M athias H usz, d en sv en ske G en eralau d itø r, til d en dan sk e, P ou l T sc h ern in g , »at form ed elst den h erlig e U dk læ d else og O verlev erin g , som o g d en sidste Æ re , d eres afdøde O fficerer v ar bevist, h av d e m an saad ant m ed største T ak sig e lse k jen d t o g era g tet o g v ar o v e rb ø d ig u di alle fo re fald e n d e O ccasio n er saad an H øfligh ed ig jen g jern e at ville forskylde.«