KjøbenhavnPaaHolbergsTid

339

Poeter.

Parykmager Larpang i Pilestræde Nr. 89 paa Salen, det er nu Nr. 28, maaske er det hans Hustru. En Slags Lærde var ogsaa Poeterne, det vil sige Lejlighedsdig­ terne, af hvilke der behøvedes mange. Som vi ovenfor har set maatte der skrives Ligvers, hver Glang en Mand var død, og var det meget fint, baade paa dansk og tydsk. I »Melampe« (1 7) siger Sganarel: »D et er nu noget gement at være P oet, thi jeg tror, her er ligesaa mange Yersemagere i Byen, som der er F luer i September Maaned«. Da Petronius i »Jakob von Th yb o« (1, 8) siger, at Poesi er Gudernes Tungemaal, siger P e r: »M ig synes, det maa heller hedde Tiggernes Maal, thi alle de Poeter, je g har kjendt, har været Staadere«. Sammesteds (1, 4) henvises Per til Poeten udi Aabenraa, næstved Guldsmeden, der gjorde Vers for billig Pris, hvorfor han ogsaa mener, at han bor ved Volden, for at han kan se det grønne om Sommeren. P er gjør ogsaa den Bemærkning (2, 2), at Poeten i Aabenraa »føder Kone og Børn alene ved sine Vers. Han kan gjøre Vers, som er kun et Ord lange, men vil man have det saa kort, saa kan Fanden ikke veje ham op med P en ge«. Den Slags kunstige Vers med et Ord i Linien, findes virkelig 84). I et Bryllupsvers fra 1737 findes: Om denne P oet skriver Rahbek 85), at den Mand, der »for ikke længe siden af en kompetent D omm er er bleven kaldet vor første Literator« (Revisor An dersen ?), havde forsikret ham »paa H øjtidsreg­ n inger fra den T id mellem andre Højtidsexpenser« at have fundet ham nævnt under denne Titel. En anden Versfabrikant skildres os i Magister Rosiflengius i »D et lykkelige Sk ibbru d«. A t hans Karakter er et A fbillede af Virke­ ligheden, kan ses af T øger Reenbergs poetiske Skrifter, Anden Del, S. 107— 8, hvor der findes følgende V ers: »Hvor faar, hvor faar jeg en, der strax kan Støvle smøre, P o r m ig til A abenraa t il Versfabrikken ben«.

»O D orus, du lyksalige, hvor kunde du vel rim e, vel tusind Vers du skaffede t il T rykke n i en Tim e. V e l er det sandt, din frugtbar Pen var uden Sans og H jæ rne, blandt Gjæ kke var dog altid den, som dig betalte gjærne« osv.

22*