KjøbenhavnHistori_5_1660-1699

267

Overtro.

derfore velædle og velbaarne, høj- og velvise Herrer for Guds Skyld vil behjerte Eder over mig og lade raig løs; eftersom jeg véd nu sligt at være forbudt, skal det efter dønne Dag af mig ikke mere ske“ . De omtalte Personer var simple Folk. Af højere Stand var de i følgende Retssag indviklede. Johan Runckel1) paa Vestergade var gift anden Gang, da hans Hustru 1691 fik en „usædvanlig Sygdom, saa at endog Medici selv ej vidste, hvad de skulde dømme derom“ , og hun „maatte endelig falde udi Bekymring, at hende ved onde Mennesker noget ondt var tilføjet“ . Denne Tanke har hun formodenlig ytret saa tit, at hendes Stivdatter Kirsten, der vel var en tolv Aar gammel og ikke altfor godt opdragen, en Gang, da hun skulde bekende, hvortil hun havde brugt nogle Penge, som hun havde stjaalet, endelig kom frem med, at hun havde betalt nogle Koner dermed, som havde givet hende Midler til at sætte ondt for Moderen. Faderen kaldte da Præsten Magister Lavrids Hylling og sin Nabo til og bad dem om at forhøre Barnet. Udaf deres skriftlige Beretning kom da følgende: „Kirstine Runckel kom ind til Maren Anderses i Hellig- korsstræde for nogen rum Tid siden, som er hartad 2 Aar, og klagede for samme Maren, at hun led meget ondt hjemme, hvortil hun svarede: „Jeg skal vel fly eder noget, som skal gøre godt“ , sendte saa Bud efter en gammel Kone, hedder Kirsten, som plejer at gaa om og sælge Folk noget for Ligtorne; denne gamle Kvinde flyde Kirsten Runckel en liden Glasflaske med noget hvidt vaadt Tøj udi; af dette skulde hun lade tre Draaber udi sin Stivmoders 01 og Brød, naar hun saa Lejlighed dertil, og skulde gøre det saaledes tre Gange. Dette gjorde Kirstine Runckel lige efter den gamle Kvindes Undervisning. Anden Dagen efter flyde hun hende noget Pulver i et Papir, og samme Pulver var sort og rødt

i , gje(j e eI1 Del af nuv. Nr. 9 paa Vestergade.