KjøbenhavnHistori_2_Reformation

279

Møde paa Slottet!

den første Nat eller Dag, de ankom, og ikke troligt, nogen skulde knystet imod hannem, om han saaledes vilde faret i en Hast og ikke for længe raadført og bespurgt sig“ . 10. Avg. blev Magistraten og de fornemste Borgere op­ kaldte paa Slottet, og der adspurgte Borgmester Hans Nansen den talrige Forsamling om, hvilket Svar man skulde give Kongen med Hensyn til Forsvaret. Da optraadte en Garver, hvis Navn desværre ikke er bevaret, med de Ord, „at det skulde være Spot og Skam, skulde man overgive og forlade Kongen og Staden for Svenskens Trusel og ikke skulde set en Fjende engang under Øjne-, havde man først forsøgt en haard Pust og man blev nødt til at give sig og kunde ikke slaa, saa var man undskyldt41. „Derpaa raabte alle i hver- andres Munde, de vilde staa det længste, de kunde, naar de ikke kunde længer, var det tidlig nok at bede om Naade, de vilde først forsøge det saa yderst, som de mest kunde. Borgmestei’en raabte og spurgte, om det var alle deres stadige Forsæt. Da raabte alle Borgerne: ja, ja, de vilde alle stræbe og slaa, saa længe de mest kunde“ . Dernæst traadte Kongen og Rigsraadet ind i Salen, og Kansleren oplæste det kgl. Budskab, hvortil Hans Nansen svarede: „Endog det var kommet Borgerskabet til Ørene, at dem skulde været tillagt, at tilforn udi forrige Vinter, der Fjenden kom ind i Sæland og vi havde saadant et herligt Tal Folk, der lystede og begærede inderlig, de maatte gaa paa Fjenden, da skulde der været nødt til at gøre Fred og give Landene bort, fordi Borgerskabet skulde ikke være at lide paa, om der skede noget Nederlag paa vore Folk. Men nu vilde han forsikre Hans Majestæt om Borgerskabets Troskab, at de skulde staa og gaa, vove Gods og Liv for Hans Majestæt, at hver skulde se, hvad Hjærte, den borger­ lige Stand udi Kjøbenhavn havde til deres Konge, og straks spurgte Borgmestrene Borgerne til udi Kongens og Rigens Raads Paahør, om de det vilde holde, som han for dem lovede. Da raabte de alle i hverandres Munde: ja, ja.