KjøbenhavnHistori_2_Reformation

Danmarks Klage.

0 Danmark, hvor gaar det nu saa til at du er vorden saa mager? jeg det for Sandingen sige vil, jeg haver dig kendt saa fager. Nu ser jeg intet paa din Krop uden blot Skind og Ben, hvad Syge haver dig tæret op. naar skal du trives igen? Jeg vil svare med korte Ord, jeg vil dig Sandingen sige, jeg fanger fuld sent eller aldrig Bod, jeg maa det ikke tie. Gud haver mig skikket en Løve saa prud, at jeg skulde hende føde, hun skulde mig fri for andre Dyr, at de skulde mig ej øde. Nu ere baade Ulve og Ræve saa tykke, ti kan jeg intet baade, de flække og rive mig bort i Stykke, den Løve kan dennem ej raade; de Ulve have mig en Plage paaført, hun tvinger mig Dag b'ei (!) Dag, al Lykke haver hun fra mig kørt, den er min Syges Aarsag. Naar Høgen haver Magt, driver Ørnen hen, saa vil de os selv tære, de tære, saa der er intet igen, det er min højelig Kære. Købsteder ere øde, det maa jeg sige, Købmænd plages i hver en Vraa, med Tiden skal Ørnen ej meget af lide, saa Rente kan han ej naa. Alt det, som jeg arme Danmark kan samle med stor Sorg og Møde, skulde holde til Gode udi min Ark, det lægger Kaalorme øde, de tære fra mig baade Sølv øg Guld, som jeg skulde mig af nære, aldrig kan jeg dem fylde fulde, ti maa jeg skarper være.