KjøbenhavnHistori_2_Reformation

132

Opløb paa Gammeltorv.

forligt med Prælaterne, der ikke forbød den lutherske Religionsøvelse, men kun forlangte, at Præsterne ikke inaatte trænge sig ind i Menighederne uden Biskoppernes Yilje og Befaling. Man skulde kun gaa hjem i Stilhed og passe sine Sager, da Magistraten nok skulde vaage over, at der ikke blev noget vedtaget imod Religionen og dens Lærere, der stred mod billige Krav. Men det var langtfra, at der frem­ bragtes større Ro, og de haarde Skældsord mod Biskopperne vedblev. Derover blev de udsendte Øvrighedspersoner for­ bitrede og udstødte med høj Røst Trusler, der vel ikke kunde høres gennem Larmen, men nok kunde forstaas gennem deres Lader, og det havde kun den Virkning,' at Almuen raabte, at hvis Hans Tavsen ikke kom ud, vilde man sprænge Raadhusets Port. Man lod derpaa Hans Tavsen gaa ud paa Torvet og lovede at være ansvarlig for hans L iv; Forsam­ lingen opløste sig, enhver maatte gennem den oprørske Skare søge Yejen til sit Hjem, og man kan nok tænke sig, hvilken farlig Gang det har været for Rigsraadet og Præ­ laterne. Det var navnlig mod Biskop Joakim Rønnov, For­ bitrelsen vendte sig, men Tavsen fulgte selv sin Modstander til Bispegaarden og fride ham derved fra Mishandling al den oprørte Folkehob1), en Begivenhed, der er tilstrækkelig bekendt og nylig end ydermere gaaet over i den almindelige Bevidsthed ved C. Blochs bekendte Maleri paa Universitetet. Istedenfor Forbund med Lybæk havde Rigsraadet valgt Forbund med dets Fjende Holland og med Hertug Kristian i Holsten, idet Holstenerne i modsat Fald havde truet med at løsgive den fangne Kristiern II., og hermed var Signalet givet til Kampen med Lybæk. W u l l e n w e w e r havde under sit Ophold i Kjøbenhavn sluttet sig til den fangne Konges og Evangeliets ivrigste Tilhængere, Ambrosius Bogbinder og Borgmester Jørgen Kok i Malmø, og forestillet dem, at den eneste Maade, hvorpaa Evangeliet kunde faa Fremgang, var

*) Krag og Stephaaius Kristian III’s Hist. ved Sandvig I. 22— 23.