Kjøbenhavn_Melbourne_Paris_1867

Klokken 4 Eftermiddag.

43

og man er nu en Gang bleven saa vant til at se den, at man slet ikke kan tænke sig, at der kunde fore- gaae Noget paa Theatret uden netop i disse Omgivel­ ser. Man seer to Væsener hoppe ind med teglstens­ farvede Ben og Ansigter, hvilket gjør uhyre Virkning i det klare Dagslys. De snurre og dreie sig og tumle omkring, og de røde Ben flyve ud til Høire og Venstre som en gloende Ildklemme i et Anfald af Krampe. Det er to «berømte Dandserinder», der ud­ føre en af deres mageløse Compositioner. Saa falder Tæppet, og naar man igjen hører den lille Bordklokke ringe, hæver det sig atter, og man seer en alvorlig Gentleman i- brogede Fløiels Svømmebenklæder og Tricot, som afvexlende kaster sig selv, Knive, Kugler og Tallerkener i Veiret, som slaaer Knuder paa sit Legeme og løser dem, som var det en Sløife, slynget af den letteste Damehaand, og som ender med at spænde en Gaffel paa sin Hæl for saa ubekvemt som muligt at kunne indtage et let Maaltid. Saa kommer der atter en besynderlig Lyd fra Orchestret, det er en Fanfare, der antyder, at Kunstnydelsen her fore­ løbig er til Ende, og Publicum er igj^n overladt til at betragte de ensomme og melancholske Fanger i de store, næsten tomme Fuglebure, indtil andre Ting lægge Beslag paa Opmærksomheden. I Sangerpavillo­ nerne er der stille og øde. Kunstnerinderne halv sove paa deres Stole eller fordybe sig i Læsningen af «Vor Tids Mestertyve» eller andre lige saa spændende og interessante Sjælemalerier; men viser der sig en Yngling i Horisonten, der synes at rette sine Skridt henimod Templet, kommer der Liv i Præstinderne, og