Kjøbenhavn_Melbourne_Paris_1867

K jøbenhavn.

1 1 6

aabenbare Espinosa-Francesco midt iblandt sig. De dandse og springe og tumle og mase omkring mig under Raabet: «Fo r t v i v l og dandsl » Alt løber i Et for mig; jeg seer intet Andet end en lille Mand, der efterhaanden bliver mindre og mindre, eftersom han, lig en Boldt, farer ud af det Ocean af Bobinet og Flor, der omgiver barn. Det ringer! Ny Decora- tionsforandring formodentlig. Jeg forbereder mig paa noget endnu Rædsommere; jeg venter at see mig selv dandse med og kaster mig ned. Jeg hører et Brag, og Alt er atter stille. Det ringer igjen. «For Fanden saa luk dog op, nu har jeg ringet to Gange!» hører jeg en velbekjendt Stemme sige i min Nærhed. Hvad betyder dette? Min Contubernal her! Vil han nu ogsaa spøge for mig. Jeg hæver Hovedet og opdager, at jeg befinder mig i min egen Stue med Hovedet paa mit Skrivebord; Blækhuset er væltet, Shakespeare ligger paa Gulvet, og Lyset er brændt ned i Stagen. «Naa, bliver det til Noget?» lyder det igjen ind til mig. «Jeg saae, der var Lys hos Dig, og ringede paa; Du skriver vel paa din Feuilleton ? Men hvad fei­ ler Dig; Du seer saa forstyrret ud; har Du seet Spøgelser ?» «Ja tilgavns, kan Du troe!» «Ved alle Feuilletoner, Nattens Skygger Har slagen nys min Sjæl med mere Rædsel

End tyve Tusind vilde «Negertrælle» Ført’ an af deres store Offerpræst.«