Kjøbenhavn_Melbourne_Paris_1867

K lokken 12 M idnat.

1 1 1

Philosopheren. Jeg vil ikke give mig af med at skrive om det. Men hvad er der saa tilbage? Jeg kaster Fennen; jeg vil slet ikke skrive, jeg udsætter mig for, at der kommer til at staae i Feuille- tonen: «Kl okken 12 f o r e g a aer der a l d e l e s I n ­ t et i Kj ø b e n h a v n » , jeg vil derimod læse for at adsprede mig; hvem veed, maaskee faaer jeg en Idee under Læsningen. Ved Natlampens Skær søger jeg paa Hylden. — Her er en Bog. — Hvad er det? — Sh a k e s p e a r e ! — Herlige gamle Shakespeare, der har sagt Alt, hvad der kan siges, om alt Muligt. — Jeg slaaer op paa Maa og Faa. — Her er «Ri chard den Tr e d i e » . Ordene gribe mig mægtigt. — Hvor langt behageligere er det dog ikke at indsuge frisk Næring i Stedet for at skrive og atter skrive, navnlig naar man i Øieblikket er træt og dog som en ægte f o r ç a t du pl ai si r maa gjøre det, skjøndt man endnu har lidt Samvittighed tilbage ligeoverfor sine Læsere. «Samvittighed, Du feige, Du forfærder! — Blaat Lyset brænder, — det er døde Midnat». — Men Rædsel og Skræk! — Hvad betyder dette! — Lyset brænder virkelig blaat; det er Midnat! — Er det Blændværk, sygelige Feberphantasier, Trolleri Altsammen? Er jeg paa A Ih ambr a, hvor det elek­ triske Lys saa jevnligt glimrer, eller hvad foregaaer her? — Jeg maa være der. — Jeg seer jo tydelig en gammel Décoration fra Po r t e-Sai n t-M art i n eller Wien; mit Værelse er blevet til en Magnolieskov eller