KirurgiskAkademisHistorie_1803-1841

190 paa den af akademiet og fakultetet foreslaaede lovbefalede forbindelse mellem den kliniske lærestol ved fakultetet og overmedikatet, hvorimod man vel kan vente, at den i almindelighed dog gavnlige forbindelse fremdeles som hidtil vil, saa vidt omstændighederne tillader det, befor­ dres enten derved, at professoren i kliniken bliver hospi­ talslæge, eller at hospitalslægen udnævnes til professoratet, uden at dette imidlertid skal medføre nogen nødvendighed for at beholde hin lærepost ligesaa længe han er professor i kliniken, hvorimod han, enten naar han ønsker det, eller hospitalsdirektionen ikke efter de befalede 6 aar vil fornye hans udnævnelse, afgaar fra bemeldte lægepost uden at opgive docentposten. Derimod behøver direktionens forslag om overkirur­ gen ikke at afgøres under denne sag, hvorimod man for­ beholder sig i tilfælde af vakance ved kirurgisk akademi at ytre sig nærmere herom. Det viser sig, at der paa dette punkt har været uenighed mellem Ørsted, der var for direktionens forslag, og Stemann, der som sædvanligt holdt med akademiet. Angaaende de specielle kliniker paa Frederiks hospi­ tal og almindeligt hospital bemærker pluraliteten i kolle­ giet med Stemann som fører: Det er af højeste vigtighed, at der holdes gode kliniske forelæsninger og øvelser, men det kan kun opnaas i store hospitaler med mange syge og alle sygdomme. Studiet blomstrer kun ret, hvor der er s t o r e hospitaler, ikke ved smaa universitetssygehuse. Ikke at sørge for, at Københavns store hospitaler ved lovbestemmelse benyttes, vil derfor ikke kunne forsvares, »og en i den henseende imod de allerede værende syge vist formentlig dog utidig ømhed turde være en mis­ kendelse af de pligter, man skylder tilkommende syge og efterslægten«. (Ørsted har her gjort indsigelse, men Stemann holder bestemt paa ordlyden som formentlig overensstemmende med det i kancelliet vedtagne, men ialt fald som hans individuelle mening). Til at holde disse forelæsninger og til at lede disse øvelser kan i reglen ingen være bedre skikket end de ved hospitalet ansatte læger, hos hvilke ikke alene den dertil fornødne videnskabelige, men ogsaa en høj grad af praktisk dygtighed altid vil fmde sted og, som nøje kendte med de indlagte patienters sygdommes specielle beskaffenhed, sikrest og hurtigst kan vælge de subjekter, hvis momentane tilstand bedst