JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

35 men over den Uret, Danmark maatte lide, og Sorgen over dets tabte Flaade og formindskede Magt gik fra de ældre til de yngre og yngste. Sorgen var dog ikke blot Fortvivlelse og Selvopgi­ velse, nej med den Kristendom, Folket endnu besad, omend udtyndet i megen Rationalisme, vidste man noget om Sorgens og Ulykkens opdragende Betydning, som den var udtrykt i hint Ord, Drengen gemte i sit Hjerte og bevarede, indtil han 70 Aar efter fik dem nedskrevet til sine Børn. Dem har han ogsaa fortalt, hvorledes han som Barn grundede paa, at just Egen, det knudrede og forvredne, ligesom gammelagtigt rynkede Træ skulde afgive sit Løv til Æreskranse, indtil han fandt Løs­ ningen: jo, det skal betyde, at man ikke kan komme let til Æren; det maa koste noget af Bekymringer og Sorger og An­ strengelser, af Miskendelser og Modstand, inden man naar Maalet. Det var hans Udtryk for det gamle: per ardua ad astra; over Korset Kronen. Men er det ikke smukt tænkt i en saa ung Sjæl, og betegnende for hele hans følgende kunstneriske Retning, at han saaledes kunde lægge sin Tankegang og sine Følelser ind i Naturen og da ud fra den hente dem igen til Opmuntring og Trøst.

3*