JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

28 at Bierne blev saa opbragte paa ham, at han knap turde lukke et Vindue op uden at blive stukken. Paa samme Tid var vore Bier nær til at skulle sværme. Vi fik derfor Bud efter Hans Markussen — i den anden Opskrift kaldet Hans Basmussen — , en smuk gammel Mand paa 85 Aar; han var Fattiglem, men levede af selv at holde Bier og tillige passe andres. Da jeg saa alt, hvad han kunde gøre med Bierne, bad jeg ham om at lære mig, hvad Middel han brugte, da jeg havde set, hvor­ ledes det var gaaet min Fader. Han maalte mig og sagde: Naar man vil være gode Venner med Bierne, maa man selv være ren og god og tænke os dem som vore Medskabninger. Naar jeg skal have med Bierne at gøre, maa jeg først vadske mig over hele Kroppen og tage en ren Skjorte paa, saa at de ikke lugter Sved, og saa maa man kun gøre Dyrene vel. Hvor­ ledes det? Ved at give dem ny udsprungne Kløverblomster. Jeg fik herved meget travlt med at samle Kløverblomster, og Enden blev, at jeg hver Dag laa udenfor vore 6 Bistader med Kløver, saa at, naar nogen ønskede det, maatte de spise af min Haand. Dernæst skulde jeg gnide den nye Kube indvendig med friskt rent Græs. Da den første Sværm fløj, kom jeg lige fra Vadsken, havde ingen Trøje paa og intet paa Hovedet. Jeg bar Kuben til det nærmeste Træ, hvor jeg holdt den, imedens Bierne krøb op ad mine bare Arme og paa mit Bryst. Jeg synes endnu, jeg kan høre en af Pigerne skrige, fordi det saa’ saa græsseligt ud. Mig morede det.« »Da jeg var 10 Aar, havde vi en lang Babat besaaet med Kærner af Gravensten-Æbler. Da Gartneren paa Kristineberg (en Herregaard i Nærheden) var der, forlangte han, at de mange Stammer straks skulde podes. Man brugte dengang Ler og Komøg til at overbinde dem med. Sommeren var meget tør, og de visnede alle. Næste Aar podede jeg dem, og alt gik godt. Jeg maatte nu pode for alle.« — Den store Frugthave i Præste- gaarden, bl. a. med de Træer, Jørgen havde podet, fik senere en mærkelig Skæbne. Der var om Vinteren — maaske den samme, som slog Napoleons Hær — faldet og fyget saa megen Sne, at Dyngerne skjulte de fleste Træer til op over Kronen. Som paa en rigtig Bræ i det smaa blev Overfladen ishaard; og da saa Sneen smeltede og Isskorpen sank ned, flaaede den