JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

12 misbrugte sin Ret til at lade ham besørge Embedsbreve. Mere uskyldigt giver det bitre Sind sig Luft i den private Optegnings­ bog, hvor det jo snarest bliver som Knips i Lommen, selv om Bemærkningerne kan være bidende nok. »Denne behagelige og lærde Mand«, skriver han 0111 Magister Olrog, »har jeg givet 12 Sk. for mine academiske leges (Love), og nu ere de tilfals for en stor Kobber-Skilling, da jeg giver mit Testimonium i Købet«. »Et ringe Levebrød«, faar han Anledning til at skrive, »er ej altid Bevis paa faa Studeringer, ej heller det modsatte.« »Hvor mange 100 Dosmere, sildigere født, end denne brave Karl blev Student, have dog før end ham indsneget sig i Faarestien? de fleste ved Penge og Piger?« Da Faarestien betyder Præste­ kald, er dette temmelig stærkt sagt. Ret hvast bliver det ogsaa, naar han ironisk taler 0111 »den retsindige Kammerherre Sehe- sted til Bjerre og den ydmyge Hr. Th. til Hverring«. Mere god­ modigt derimod, hvor han ved en Bispevisitats mærker sig, at »8 å 10 Præster havde hver sin hebraiske Bibel for sig: af hvad gyldig Raison, veed jeg ikke; sat sapienti!« (b: nok for den, som forstaar!). At han af og til kritiserer sin Sognepræsts Prædiken eller Ligtaler, er han jo ikke ene om. Men kunde han ironisere over andre, kunde han det ikke mindre over sig selv. Han taler om en, som har »ødt en forskrækkelig Hob Papir, som bedre kunde have været anvendt«, og tilføjer: »jeg og!« Og da han optegner en taabelig Kundgørelse fra en Præ- stegaard, vedbliver han: »Saa meget mærker jeg, at een Nar gør flere, thi ellers havde jeg ikke paataget mig den Umag at skrive det ud.« Men især er det tiltalende at se, hvorledes han i disse hemmelige Optegnelser kan tale godt om Mennesker: »Min og manges udødelige Ven og Velgører«, skriver han om Provst Piesner i Raarup, og om han ogsaa kan more sig med at sige om Weldingh, at »i hans Skoletid tegnede det ikke til, at han skulde blive enten til Vælling eller Grød«, kan han godt skatte baade hos ham og mange andre, hvad godt der var ved dem. Sin Rektor, hvis Miskendelse af ham han ellers mente at have Grund til at beklage sig over, giver han det Lov: »Han var den uskyldigste Rector, den oprigtigste Ven, den taalmodig- ste Mand, den ømmeste Fader, som jeg har kendt.« Og selv drager han, for at besøge sin fordums kæreste Meddiscipel,