JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

138 V irket h a r han , ej alene ved Ord, m en ved Gerninger, den store Gerning at efterlade en velopdragen Afkom, en Afkom, som lige meget hæ d rer ham i han s Grav, og ved udmæ rk et Duelighed, enhver i sin Idræ t, hæ d rer sig selv og pa a een Gang p ryd er og gavner S am fundet . . . .« S ikkert h a r de saaledes tiltalte af H jertet fulgt Talerens Opfordring til at tilegne sig til Efterfølgelse det gode F o re ­ dømme, her var frem stillet for dem, saa a t komm ende Slægter endnu kund e bæ re F ru g t af den ved han s Ord og Liv saaede Sæd. Men det stæ rkeste In d try k gjorde dette Dødsfald dog sik ­ k e rt pa a de to Sønner, som h in Dag ikke blot ikke overværede Begravelsen, m en først hø rte om F aderen s Død længe efter, at han var lag t i Jorden. Om Sønnen Nicolais Smerte, den altbetagende, ved F ad e ­ rens Død, h a r vi gribende V idnesbyrd i et Brev. F ra Jørgen h a r vi ingen skriftlig Udtalelse, m en hans dybeste Følelser var med, n a a r h a n fortalte, hvad V irkning denne E fterretn ing havde pa a ham . I Paris ventede der ham , som vi h a r læst, nye Forsyninger, saa at h a n næppe behøvede eller kom til at arbejde for Føden, m en kund e sætte al T id og K raft ind paa at læ re gennem det, h a n saa og hørte. Og m an havde ud trykkelig, m aaske ogsaa i Anledning af de Ting, h an om sider i Genf havde ku nn e t faa færdige til a t sende hjem , anbefalet h am til al B istand i saa Henseende fra Legationen, og derved fik h a n den frieste Ad­ gang til de Kunstgenstande og de industrielle V irksomheder, som P aris allerede dengang var saa rig paa, og m angen festlig L ej­ lighed kom h a n ogsaa med til indenfor disse Berøringer. Saa stod h a n da og ventede paa den danske Chargé d ’affaires, der skulde afhente h am til noget saadan t; h an var iført sine bedste Klæder og havde allerede tru k k e t H and skerne paa, da h an modtog et Brev, der straks med sit sorte Laksegl lod ham gætte, hvad der var sket. E n S tund stod h an stille, grebet af den dybeste Sorg, i T anker, der ikke blot galdt det store Tab, men ogsaa han s egen Stilling i Livet: Var det dette, som Gud igennem han s F ader havde sat ham til? H aand væ rker skulde han være, m en Forfængelighed var i Fæ rd med a t føre ham ud over sin Stand. Nej, H aandvæ rker vilde h an være, og