JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

134 Møje og u n d e r ha a rd e Sm erter ere disse L in ier ned skrevne. Maaske ere de og de sidste, Du faar fra m in H aand. J a ske Guds Villie! Men ind til m it sidste A anded ræ t velsigner jeg m ine Børn, der h a r gjo rt mig til den lykkeligste Fader. Ogsaa Du, m in Søn, og Din kæ re Em eline — Hende, jeg saa gerne kalder m in D atter; th i h u n er jo Din og vil gøre Dig lykkelig — være un d e r de hjerteligste H ilsener fra os alle, i Liv og Død velsignet af Din øm t elskende F ade r Ønslev Prg. cl. 12te Ju li 1827. P. Dalhoff. Vidste jeg, at din Kone talte Tysk, skulde jeg have opvartet hende m ed nogle L inier. Men med det engelske R u skom snusk - Sprog k an jeg ikke tjene hende.« Saaledes ender h an m ed en Ytring af sin dan ske Humor. Det er vist nok det sidste, h an h a r skrevet. Jørgen frygter det ogsaa i sit Brev til Knud: Genev d. 3. Aug. 1829. »Kære Broder! Dit Brev af 17. Ju li h a r jeg m ed Glæde m odtaget den 30te. Hvor glædelige Dine E fterretn inger end vare mig, da de endnu kom m ig uventet og i alle H enseender oversteg m ine F o rv en t­ ninger, m aatte dog denne ene, F aders Sygdom, blande alle m ine Følelser med Vemod, da den Tanke, atter at om favne m in gam le Fader, jo er en af de vigtigste b land t de Glæder, jeg ved m in H jem kom st sm igrer m ig med; og vistnok er det sørgeligt, selv for den uvedkomm ende, at se den, som hele Dagen a rb e j­ dede, om Aftenen1) kuns a t have svære Lidelser. Vi kan kuns ønske og haabe, og dette gør jeg endnu. Kuns m ed Rørelse kund e jeg modtage det tilsendte, da jeg veed, Du med Hensyn til Dit eget Vel ikke bu rd e gøre denne og flere Opofrelser, som Dit Broder H jerte aflokker Dig. Stedse er det tung t at være skyldig, hvor m an ikke ser Udvej til at betale, men hvad jeg derimod her m aa føle, lader sig ikke ud trykke. Jeg skrev Dig sidst, at jeg om anden Dagen skulde begynde at arbejde p a a det store F ab rik . Jeg tilbragte halvanden Dag

*) Livsdagen og Livsaftenen.