JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

279 jeg faar bestandig mere Agtelse for hans overordenlige Due­ lighed, men jeg tvivler om, at mit Hoved bliver rigtig godt før­ end til Vinter, naar Vandet bliver koldere. Jeg er nu saa vant til Vandet, at jeg længes efter ethvert Bad, men jeg maa endnu ikke bruge nogen af de stærke Kure1). — Hils Bissen, at jeg nu endelig har faaet Lys i Sagen om Busten i Breslau. Den ene Buste er sendt til Würden i Stettin, og Manden har lovet med det første at komme hertil med nogle andre. Doktor Rud- nik, til hvem Bissen havde anbetroet Omsorg for Busten, er her bekendt for en stor Spidsbub. Han har her laant Penge af alle dem, han har kunnet, blandt andet flere Hundrede Gül­ den af Priesznitz, og er løbet sin Vej, uden at det har været muligt at opspore ham. Da man her var enig i den Mening, at Busten var forulykket i Breslau, har jeg paa fleres Ønske begyndt at restaurere paa en anden, som Bissen først havde modelleret, men som var saa fuld af Blaser; men nu behøves dette ikke mere. De herværende Danske ønskede gerne Priesz- nitz’s Buste udført i Bronce, hvis Bissen ikke har noget der­ imod. Vort Ophold her er nu blevet meget behageligere, siden vi har faaet danske Damer hertil; vi ere nu ialt 11 Danske her, hvoriblandt 5 Damer. Vi spiser sammen ved eet Bord tre Gange om Dagen, og især jeg gaar ofte og spaserer med dem; ja hvis ikke lumpne Mennesker havde sagt, at jeg hjemme var gift, vilde jeg gøre mine Hoser grønne for Frk. Vaimut, som er den Dame, der havde averteret i Avisen om Selskab; thi det er en rar lille Pige, og som trænger mest til Beskyttelse; og da jeg er den ældste her og gift, tyer hun helst til mig. — Her er nu meget varmt, og Rugen er et Par Alen høj; Bøgetræerne ere alt otte Dage grønne paa det højeste Sted af det Bjerg, som vi boer paa. Man falbyder Jordbær, men som ere voksede i Da­ lene; paa Bjergene ere en utrolig Mængde Jordbær, men som endnu ikke ere modne. Mine Damer har lovet at plukke saa mange til mig, naar de bliver modne; i Dag eller i Morgen maa den sidste Sne svinde paa de nærliggende høje Bjerge. — Lev nu ret inderligt vel, Du kære Kone, og gør alt for Dit Helbred og et muntert Sind. Jeg glæder mig saa inderligt til at komme

Altsaa den oven beskrevne hørte til de m ildere Kure!