JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

242 prægtige Sarkofag i Rosenborg Slots Kæ lder og 4) U dtalelser blandt andet af Prof. Saabye, som sagde: »Det er et absolut m eget frem ­ ragende kunstindustrielt Arbejde, hvori D alhoff har nedlagt et b e­ tydeligt Arbejde; bl. a. var Køllerten indlagt med Guld og Sølv, og i Haarlokken var der ogsaa indlagt ædelt Metal . . . Statuens Plads er og bør blive paa det Monument, hvortil den oprindelig er u d ­ ført«. Hertil slutter Forfatteren, P—e., sig: »Monumentet bør gen­ rejses, ogsaa fordi det er et talende Bevis for dansk Kunsthaand- værks høje Stade i Midten af forrige Aarhundrede, og fordi det var en af de første Gange, dansk Kunst og dansk Kunsthaandværk ar­ bejdede Haand i Haand, og der kan i V irkeligheden ikke rejses Chr. IV, der var dansk Kunsthaandværks første Beskytter, et sk øn ­ nere Monument end dette«. — Af disse Bestræbelser er der hidtil ikke komm et noget Resultat, h eller ikke af et Forslag om at gøre en P røveop stillin g med en Model efter Sarkofagen og dens F od ­ stykke. Vi er maaske endnu ikke helt ude over en P eriode, hvor man har kunnet skrive (Berl. Tid. 6. Dec. 1898), at Statuen passende kunde sæ ttes inde i Kirken lige udenfor Kapellet og saaled es blive »en smuk Indledning til Kapellets større kunstneriske Skatte«. Chr. IV Dørvogter ved sit eget Kapel og T horvaldsen blot Indleder a f en højere dansk Kunst! Næ ste Gang naaer han nok op paa sin rette Plads, og H etsch ’s Sarkofag med Dalhoffs Ornamenter komm er til at opfylde deres B estemm else. X. Thorvaldsens Politik. Naar Dalhoff, som man i det h ele kan sige, havde fulgt T horvaldsens Raad, af H ensyn til sin Kunst at holde sig borte fra aktiv P o litik 1), var det ikke mere end billigt, at han gav ham det tilbage, da han havde Brug for det; og det maatte vel kaldes en god Gerning at bringe en F orsoning til Veje m ellem den store Kunstner og den Konge, som baade før og efter sin R egerings-T iltrædelse havde viist en varm og indsigtsfuld Kær­ lighed til Kunsten. Han havde da ogsaa en væ senlig Del i, at T hor­ valdsen kom herhjem og blev herhjemm e, og at hans Kunstskatte og Kunstnerære kom til at tilhøre Danmark. Og det var ganske sikkert ikke »bare Forfængelighed«, som man ofte har villet mene, hverken personlig eller national, som ledte ham derved, men H en­ synet til den »moralske Nytte«, den gode Paavirkning, forædlende og rensende, T horvaldsens Kunst kunde have paa Nationen. Det betyder dog noget, at henved 100 000 Mennesker aarlig besøger Mu- 0 Efter Tronskiftet 1839 havde han dog underskrevet en Adresse til Kongen om Indførelse af en fri Forfatning og var tillige med andre af In­ dustriforeningens ledende Mænd valgt til at overbringe den; men Deputa­ tionen blev ikke modtaget, saa Chr. VIII kom ikke til at se ham i den Egenskab.