JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

236 tog sig en trebenet Stol og satte sig i Midten. H an ytrede nu noget om, at h a n gerne omgikkes m ed Folk, som virkede til F remm e for Kunsten. Jeg modsagde denne Mening og ud talte, at vi, langt fra at tilegne os Værd for Kunsten, kun s m aa tte slide og i det højeste kund e glæde os ved Synet af det skønne, og gøre os al Umage for ikke at beskadige det. H an y trede hertil: »De h a r et løjerligt Begreb om, hv ad Kunst er. Den k an anvendes næ sten i alt, hvad en H aand væ rker danner; det k an m an se paa de m ange sm ukke Ting, som A n tikkerne have efter­ lad t. Hvad vil De sige, n a a r jeg som saadan vil nævne en Sko­ mager?« Der blev leet lidt. T.: »Der var i H o ren s en Skomager, som ud fø rte sit Ar­ bejde udm æ rk et; jeg h a r selv faaet et P a r Støvler fra ham . H an tog ikke alene Maal af begge Fødder, m en h a n havde Remedier, hvorm ed h a n optog selve Façon en, saa at hvis m an havde en Knyst, kom denne ogsaa i Støvlen. Syningen var saa smagfuld som et Broderi. »Nu kom engang en rig Lord og vilde have et P a r Støvler, m en m edens der blev taget Maal af den hø jre Fod, ræ sonnerede Englænderen bestand ig over den Bos, der ydedes denne Mand; h an var overbevist om, at h a n ikke kunde gøre det saa sm uk t, som m an kunde faa det i E ng land ; heller ikke m aatte det koste mere end i England. Af venstre Fod fik h an slet ikke Lov at tage Maal; det behøvedes ikke. Til bestem t T id kom Lorden og prøvede Støvlen, var tilfreds, m en forlangte den venstre. »Den h a r jeg ikke gjort«, sagde Skomageren, »da jeg ikke fik Maal af den venstre Fod; og hvad Deres sidste Forlangende angaar, skal De ikke være bekym ret, th i denne koster intet, n a a r De blot vil tage den m ed og lade Deres L and smæ nd gøre Magen til den!« Herover blev Englænderen saa fornæ rm et, at h an slog den gam le lige i Ansigtet med kn y ttet Næve. H ans voksne Søn, som sad og arbejdede ved Siden af h am med sin Skomagerkniv i H aanden, rejste sig og stak Englænderen i H jertet, saa h an døde paa Stedet; gik derpaa til Øvrigheden og meldte sig. H an sad længe arresteret; m en jeg og mange and re skrev til Regeringen, at de var fuldstændig hæderlige Mænd, og