JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

231 T.: »Ja saa, h a n vil have den forgyldt for selv at kunne prale med sit Guld!« strøg derpaa m ed F ingeren hele Mønsteret ud og sagde: »Saa skal den blive glat!« Jeg var i den Tid meget bedrøvet over han s politiske Stem­ ning, som Prof. Schou alene var Skyld i. Da S tatuen var færdig (i Model), var Kongen og Dronningen der for at se den. Den blev naturligvis rost i det uendelige. Men nu kom Dronningen til T. med en inderlig Bøn, som h an ikke m aatte nægte hende, nem lig at modellere hendes Mand lige­ ledes hel F igur i Legemsstørrelse. H an begyndte med, at dette m aatte nøje overvejes, m en i et gnavent Hum ør endte det med en temmelig ren Benægtelse. S tatuen skulde nu støbes, og jeg ansaa det for temmelig a f­ gjort, at jeg skulde gøre det. Im idlertid fand t Kongen det nød ­ vendigt at høre Akadem iets Mening, om m an tu rd e betro mig det. To af m ine sødeste Venner fraraadede det paa det bestem ­ teste; ad en Omvej fik jeg alt dette at vide. Sekretæren Thiele var i Svogerskab med Gamsts Kompagnon, og samme Aften var der sto rt Selskab hos Garnst, hvortil Thiele var huden. Jeg havde nylig ud fø rt et betydeligt Arbejde til Gamst: ætset og ciseleret en Valse 5’ lang og 6” høj til et K attun trykkeri, til en Pris, der var under det halve, hvad en saadan vilde have kostet i Berlin, hvor m an ikke kendte m in F remgangsm aade. Om Morgenen efter fik jeg et Brev fra Gamst, at hvis jeg vilde p a a ­ tage mig dette Arbejde, stod han s Værksted med Smelteovn til m in Tjeneste, ja h an vilde takke m ig til, for a t de kunde se m in F rem gangsm aade; ja hvis jeg skulde mangle Metal, skulde jeg ogsaa blive forstræ kket dermed. Fø r Middag var jeg hos Kongen med et skriftligt Tilbud, hvori jeg tilbød at støbe S tatuen paa m in Bisiko uden noget F o r­ skud, og hvis m an fand t m it Arbejde lige saa godt som Miin- ohenernes, at jeg da fik samme Betaling, som den vilde have kostet i München. Kongen fortalte, at der havde været Oppo­ sition i Akadem iet. Jeg svarede, at jeg vidste, hvad der var sagt, og at Oppositionen var dem, som ellers var aller sødest mod mig. Kongen: »Det tro r jeg gerne; m en nu m aa De vel straks rejse til München?« Jeg mente, at det vel ikke var saa aldeles nødvendigt. H an sagde derpaa haa rd t: »Men n a a r jeg