JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

228 Jeg gik glad hjem , th i m in Spas havde frelst mig den Dag. Dagen efter blev jeg atter hentet, th i T. havde sagt, a t Kon­ gen ikke skulde bryde sig om m in Undskyldning, a t jeg ikke forstod det; h an skulde kun s sende mig til ham , saa skulde h an nok lære mig det hele. Jeg m aatte saa møde hos T. og som en skikkelig Læ rling se paa, a t h a n rullede L eret i lange Pølser og trykkede disse ned i Form en. Jeg takkede for U ndervisnin­ gen, og den fordum s Guldsmed v ar nu ogsaa bleven L erfo r­ mer. Jeg rejste strak s til Bornholm og sam lede alle de Lerprøver, jeg ku nd e overkomme. Jeg fandt, a t jeg kund e h a ft bed re Ler fra Halle eller fra Anienne ved Maasfloden, som jeg kendte, m en jeg troede, d et var m in P ligt kuns at bruge dansk. Jeg gjorde nu mange Forsøg med B landinger af Ler og ild­ fast Sand for at finde en Blanding, som m indst svinder under Tørringen og Brændingen, og jeg b ræ nd te mange P røver. Det galdt nu om at form e Ler i en forloren Fo rm p aa 7 å 8 Alens Længde. Jeg form ede det i lu tte r □ paa om tren t en Alen m ed hø je R ibber i 6" — og anb rag te S ilkepap ir im ellem , for at S tykkerne ikke m aatte hænge sammen. Hvor F o rm en gik u n ­ der, formedes dette separat m ed P ap ir ifiiellem, saa det siden kunde klistres paa. Alt, hvad der var formet, blev belagt med fugtige Klude, da ud trykkelig in tet m aatte tørres i Luften ; thi i L uften tørres alle skarpe K an ter først, im edens det h a r den fulde Størrelse, medens de indre Dele fø rst tø rres under Svind- ningen, hv ilket under B rændingen giver Spændinger, som for- aarsager R idser og Fo rkastn inger. N aar alt er foripet, fyldes det med Savspaaner, som især trykk es h a a rd t ned i de dybe Steder. N aar Leret var halv tørt, b rug te jeg en spids T ræ h am ­ m er til at h anke paa Spaanerne med, til jeg var sikker paa, at det under Tørringen slet ikke var svunden. Nu bøjedes Jæ rn - stænger krydsvis u n d e r den store Form , med dybe Mærker ned i Ribberne, saa at S tykkerne passede m ed hverandre, og der horedes da Huller i L eret paa samme Steder, og nu skruedes der H o lzsk ruer ned i Leret, som gik meget let, hvorefter fyldtes m ed Cement om kring Jæ rnene. Da den første store F igu r var færdig, lod jeg T. se den. H an var meget fornøjet og ytrede strak s: »Nu skal De strak s