JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

227 gode for personlig selv at profitere deraf. At disse Grundsæ t­ n inger i eet og alt vare m ine ved Benyttelsen af m it simple H aandvæ rk, var det, som knyttede os saa inderlig sammen; og sa a ofte vi kom ind paa slige Emner, slukkede h an altid Lyset, idet h a n ytrede: m an taler m ere fortroligt, n a a r m an ikke ser h inanden i Ansigtet. VIIL Da T. ofte havde været paa m it Værksted, havde h an set, a t der stod en nybygget Ovn, som havde væ ret bestem t til at b ræ nde F ajan ce eller Porcellæn i, men som aldrig var bleven færdig. Da h an havde modelleret den største F igur til Front- espicen paa Slottet, ønskede m an den b ræ nd t i Ler, ligesom den til F ru e Kirke, der var b ræ nd t i Rom. E fter mange Forsøg paa Porcellænsfabrikken sendte m an Form en tilbage rned den E r­ klæring, at her ikke fandtes Ler, som var tjenligt dertil. T. bild te nu Kongen ind, at jeg godt kunde gøre det. Kongen lod m ig hente og ønskede, a t jeg skulde overtage Arbejdet. Jeg fo r­ sikrede, at m ine Kræfter vare i høj Grad m edtagne ved S tatue­ arbejde, da jeg ikke havde et eneste Menneske til Hjælp, som før havde væ ret ved sligt, og der var for stor Risico, hvis noget skulde m islykkes. H an var i et spøgefuldt H um ør og sagde: »Man h a r sagt 0111 Dem, a t De k an alting, n a a r De bare vil«. Jeg tænkte: h a n skal have det i samme Tone, og svarede: »Netop disse Ord af Deres Majestæt m inder m ig om en lille Anekdote om m in Fader. Da nogle Officerer tillige med vor egen In d ­ kvartering sade sammen med m in Fader, syntes han, at een tog Munden for fuld om, hvad h an vilde og kunde. Min Fader sad noget afsides og sm aasang pianissimo: »Man kan, hvad m an vil, n a a r m an vil, hvad m an kan!« Disse Ord satte han i en Art Melodi og vedblev, indtil den ældste af Officererne blev ked deraf og sagde, at denne Sang var meget god, men h an fandt, a t den dog var noget monoton. — Dette indrømm ede m in F ader, men m an kunde jo let variere med det samme Thema, og h an begyndte nu ret kraftig t: »Naar m an vil kuns, hvad m an kan, k an m an altid, hvad m an vil!« Jeg var kuns Barn, da jeg hø rte dette, m en jeg mindes, at m in F ader senere for­ talte, at h an ved denne Spas havde bibragt Officererne en bedre Tone; og jeg h a r ofte haft Gavn af at m inde mig selv derom.«