JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

224 geren.« — Løverdagen, Dagen før h a n døde, sagde h an til mag: »Jeg fortryder, a t jeg gjorde det Basrelief saaledes; th i hvad vi M ennesker søger hos Guddommen, er jo ikke det legemlige, m en det aandelige og gode, og dette k an vi ik k u n vise i Ansigtets Ud­ tryk , som er det eneste, vi stræber efter.« Dagen efter tegnede h a n m ed K ridt et sa ad an t Hoved, paa en Skifersten, som opbevares. Men om Aftenen døde han. HI. Thorvaldsen ytrede engang, a t h an havde længtes efter at komm e h jem for at gaa i K irke og gaa til Alters, og nu kunde h an dog ikke opnaa det. Jeg fald t h am i Talen og forsikrede ham , a t jeg skulde skaffe h am en god P lad s til at hø re m in P ræ st Fog, som h an vist vilde synes om. T.: »Og saa løber Folk straks derhen for a t se Thorvaldsen.« Jeg: »Aa, bild Dem nu ikke altfor meget ind! Smid De bare først Ivonferensraaden væk, og bliv ved som alle vi andre, saa vil m an holde endnu m ere af Dem.« T.: »Men er det sandt, at P ræ stern e endnu vedblive at have en hvid D ragt ovenpaa den sm ukke sorte, og atter en rød oven- paa denne?« Jeg: »Hvad komm er det Dem ved?« Pavse. T.: »Der er en kristelig Opgave, som jeg h a r tæ nk t paa m ere end alt andet, m en som jeg aldrig skal udføre; det er Fodvadslk- niingen. Jeg veed, a t jeg skulde kunn e vise K ristus krybende pa a Gulvet, uden at det bu rd e forarge; nej, h er skulde netop han s ædle Værdighed træde frem i en Ydmyghed, som var n ø d ­ vendig for at overbevise Omgivelsen om han s sand e Maal.« Her fald t jeg ind: »Aa, Thorvaldsen! F o r alt, hvad der er m ig dy rebart, ud fø r dette endnu ; det k an gøre megen Nytte efter Deres Død!« H an tav en Tid. Jeg fortalte h am nu, a t jeg i Berlin havde gaaet til Alters hos P ræ sten *) Schleiermacher, at denne ba r en langt simplere Dragt end P ræ stern e der ellers. H an stod m idt imellem os og *) Den navnkundige Professor Schleierm acher havde som saa mange andre theologiske Lærere i Tyskland tillige et Præstekald.