JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

386 tes aldeles ind i K onstruktionen.« — 20. April: »Baaden er færdig, F a d e r vel, M. bedre.« Saadanne Kriser, i Reglen m ed en m ere eller m ind re aaben- ba r Lungebetændelse som Aarsag, længere eller kortere, gen­ nemgik h an i de følgende T ider adskillige af. E n af dem til- meldtes med: »Hvis Du vil se F ad er levende, m aa Du komme straks!« m en da Sønnen kom — var F ad er gaaet ud a t spasere. H an havde, selvfølgelig inden Lægen fik fat i ham , syntes, at h an kund e trænge til lidt frisk Luft. Og det gik godt. Der va r jo en yppig L iv sk raft i Samm enhæng m ed en mæg­ tig V iljesstyrke i ham . Med denne gennem førte h an ogsaa et selvbeherskende M aadehold paa alle P un k te r. H an havde, ikke m indst un d er sit Ophold p a a Gråfenberg, e rfa ret og fastslaaet, hvor vigtigt det er for et Menneske, der vil have noget ud af sit Liv, at bevare Sundheden og Arbejdsevnen saa længe som muligt. H an ho ld t ved m ed de hæ rdende L ivsvaner, h an den­ gang havde tilegnet sig. E n V interdag mødte h an E nk ed ron ­ ning Caroline Amalie spaserende i Øster Allé, m edens hendes Vogn kø rte udenfor. H un standsede h am og spu rg te til hans Befindende. »Jeg synes, det er koldt, Deres Majestæt!« »Ja, det tro r jeg«, sagde hun , idet h u n pegede paa han s aabne, uknappede Skjortebryst, der lod Snefnuggene lejre sig lige paa det b are Bryst. Aldrig stive F lipper, m en en blød Skjortekrave, n a tu rlig t bund e t m ed et sort S ilketørklæde. Ingen uldne Un­ derklæder før de allersidste Aar. T obak røg h an ku n meget sparsom t og i ko rte Overgange; saa ho ld t h an helt op i Aarevis. Ligesaa m ed Snusdaasen; ingen af Delene b rug te h an i de se­ nere Aar. Koldt Vand indvendig og udvendig. Føden i beske­ den, fast Mængde. Der kunde være T ider, hvor h an nød en »Perikum« (Snaps m ed det røde Udtræk af Hypericum perfo- ratum ) til sin F roko st; til and re T ider en halv F laske Bajerskøl til Aften; af og til ogsaa en Toddy om Aftenen. Sjælden fulgtes to af disse K amm erater, og i lange T ider kunde de alle tre blive sat paa Ventepenge; h an vilde være H erre i sit eget Hus, Lege­ met! Derimod kunde h an godt være med til et festligt Lag, der dog aldrig m aatte gaa videre, end at »man kunde synge rent og vidste, hvad m an gjorde«. I 1875, 22. Okt., havde h an i H jemm et ho ld t sin Datter