JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

384 bladede T ræ er, i hvis S tamm ers M u sku latu r som i Grenenes Kontur og de fineste Kvistes F letvæ rk h an kunde læse saa me­ gen Skønhed. Men som Dagene svandt ind og Mørket tog til, var det ham , som Døden fik Magt over Livet, og uden at være bange for den var den h am dog »den sidste F jende«. Da kunde ogsaa de triste T ank e r og b itre Minder trænge sig paa, og der skulde in tet m ind re end overmenneskelig K raft til a t besejre dem. Men den kendte h an ogsaa og søgte den. Det nye Aar 1875 rind er op med nye Glæder. Dalhoffs yng­ ste Søn, Hu slæ reren, h a r nu faaet Mod til at tage sit egenlige Kald op, foreløbig som personel Kapellan i et m ind re P asto rat, 1 Mil syd for Slagelse. »Fader blev glad ved Dit lille Brev, h an gik og ventede derpaa hver Dag«, skrives der til Kapel­ lanen, . . . . »han h a r det godt og h a r faaet et P a r nye Svende at lære til; det m orer ham , om h an ogsaa h a r en Del Bryderi med dem.« B en tud upaalidelige, ja tyvagtige Folk kunde man ogsaa faa, skønt ingen B iograftheatre dengang lokkede: et ungt Menneske, som havde væ ret der 5—6 Aar, opdages at have til­ vendt sig baade Penge og Metal i stø rre Mængde, »idet m an fand t F aders nye Modeller, som h a r kostet saa meget Arbejde og Hovedbrud, itu b ru k n e i han s Lomm er«. Man lod ham dog slippe, m en undredes rigtignok saa meget m ere ved at høre, at h an trod s alt gik om og ønskede Kunderne et glædeligt Nytaar! Den lille Rejse til Skørpinge m aatte dog endnu gøres for at høre Sønnen prædike. Han stod allerede paa P ræ dikesto len og talte, da h an i Stilheden hø rte nogen pusle i Vaabenhuset; Døren listedes sagte op; en Arm kom frem , som lagde Haand bag Øret for at lytte, Hovedet viste sig: Fader! nej, der blev intet Udbrud, og Talen gik ikke i Staa, m en det var ikke langt fra. Den kæ re, gam le Sognepræst Leuning og han s meget yngre, trofaste H u stru tog imod h am og en Ledsager, saa at det kunde lyde: »Fader v ar da meget tilfred s med Turen.« Ikke længe efter kom Sønnen ogsaa til at p ræd ike i K jøbenhavn i C itadelskirken, hvor D. som Begel saas hver Søndag, og da dennes P ræ st, senere P rofessor, Koch efter en kirkelig H and ­ ling gjorde F am ilien et Besøg, gav det Anledning til, at Sønnen ved Juletid kom meget næ rm ere, nem lig til Roskilde som kon