JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

383 siden afbrudt, og der blev ikke Lejlighed til at genoprette F o r­ holdet, da Chr. Drewsen døde samme Aar af Brystsyge; med hans E fterfølger i F ab rik k en s Ledelse, fhv. Koffardikaptain Peter Drewsen, op retho ldtes det gam le Fam ilie-Venskab. I et Brev af 16. Ju n i læser vi: »Fader er meget vel, ciselerer lidt, laver nye Modeller, spaserede i Søndags fra Klampenborg til Raadvad og d e rfra over S trandmøllen og Skodsborg, en anden Dag fra Charlo tten lund over Vangede og hjem, og er hver Dag et P a r Gange i Haven« — m indst 1 Mil for 4 Gange det Stykke Vej. — Ikke længe efter er han paa Møen med sin ene Datter, idet de n y tte r en billig Søndagstur med Dampskib til Klinten, m en i Stedet for at tage hjem med samme Lejlighed kører til Stege og besøger P ræ sten P eter Dalhoffs Enke og Datter, der boer i et tæ t ved den mærkelige gamle P o rt liggende lille Hus, hvor D atteren fører en m ind re Forretn ing med Bro­ derier og Syartik ler. D erfra drog h an til Falster og saå til Ønslev P ræ stegaard og enkelte gam le Bekendte, med hvis aan- delige F rem gang h an dog næppe h a r haft megen Grund til at være tilfreds. De m aterielle Interesser, hvorunder da ogsaa de politiske m aa regnes, var de overvejende, og næppe ha r de kunnet skønne synderligt pa a en Mand, hvis lange Arbejdstid og mangesidige E vner ikke havde fø rt ham til anderledes straa- lende Kaar. Den nuvæ rende Sognepræst, der som Dreng lærte ham a t kende, da h an lagde V arm eapp arat ind i Aarhus K ir­ ker og laan te et og andet Redskab hos han s Fader, Jæ rnstøber Meulengracht, h a r sørget for, at P ræ stegaarden ejer et Billede af vel nok den m est kendte Mand, der er født inden dens Mure. I September s. A. v ar h an a tte r i Grenaa [og T h iste d ? ], hvor m an ønskede, at h an skulde se paa Kirkens Varmeværk. Mod Aarets S lutning lider h an som sædvanlig af et T ryk, »saa vi have det ikke for m orsom t«. Det var ikke for intet, at han, som det N a tu rb a rn h an var, ogsaa følte med den Natur, han forstod saa godt. H vert F o ra a r kom han til ny t Liv: »Nej, at jeg skulde opleve det endnu en Gang!« »Saa dejligt et Fo raar har jeg endnu ald rig set!« kunde han sige Aar efter Aar — og han m ente det; h an kendte ikke til Affektation. Ogsaa over E fte ra a re t kunde han glæde sig: »Nu kan man rigtig se, hvad de h a r arbejdet i Aar!« sagde han om de af