JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

381 Overpræsidenten hen og talte med F ader; han er saa venlig siden Skilsmissen.« Sommerens Varme og Anstrengelser bragte dog den ald ­ rende Mand i en T ilstand af N edtrykthed og P irrelighed, som først m ildnedes med den svalere Aarstid. Der var jo ogsaa stadig nok af næ rgaaende Sorger og Bekym ringer. 1 den gamle B indingsvæ rksgaard var der gentagne Gange Ildløs, som man ikke kunde tæ nke sig andet end paasat, saaledes som den ogsaa nu kom paa det van te Sted ovenover Dalhoffs. »Jeg var lige falden i Søvn«, skriver Datteren, »da jeg vækkedes ved Larm ovenpaa og tæ nk te: er de fulde? men saa begyndte der en Lø­ ben op og ned ad T rap p en og en velbekendt Banken paa Dø­ ren. Saa, tæ nk te jeg; naa, det manglede hare! jeg var jo ganske alene med F ader. Han kom da op i en F art, og jeg tro r ikke, at det nogensinde h a r h a ft saa stæ rk t fat; det var begyndt hos Snedkeren, som støder lige op til Vatfabrikken, og der fik det snart fat. Det er jo lige over Hovedet paa os, vi vare dog tem ­ melig rolige. Men saa begyndte Vandet at skylle ned i Værk­ stedet, og saa m aatte F ad er derned, ogsaa for at vise B rand­ folkene Vej, ellers var det gaaet op i den høje Bygning, hvor vore Væ rksteder er. Her er F ade r hleven dyngvaad, og omend- skønt han skiftede, da han kom op, blev han dog forkølet.« Af Hofjuvelér Michelsen, der som ung Svend havde lært hos Dalhoff, blev h an indbud t til Sølvbryllupsfest, havde hans fortræffelige H u stru til Bords og udbragte B rudeparrets Skaal. Endnu mere P ris satte h an dog paa, da h an Ugen efter ved en lille Fest i sit eget H jem havde sin Broder Herlov, Hofgørtleren, ved sin Side. Ved en senere Lejlighed kom det alligevel atter til Misstemning imellem de to Brødre, som dog holdt saa meget af hinanden, da Jørgen var komm et i Tanke om, at Herlov —• formodenlig ved han s Anbefaling — for en Menneskealder si­ den havde laan t en P resse fra den Kongelige Mynt, som denne aldrig havde faaet tilbage. Ved Hjæ lp af en Mellemmand, for hvem hver af B rødrene græd af Sorg over denne nye Splittelse, kom dog Sagen i Orden, idet Gørtleren betalte Myntbestyrelsen den gamle Presses Værdi. I F o ra a re t 1873 træ ffer vi atter »den Gamle« — som han allerede længe havde heddet paa Værkstedet, sjældnere dog i