JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

380 for dette Jeg, ikke som overflødigt, m en som Led af Livet, især det højere. Jeg sender Dig herved m it P o rtræ t, som er aftaget den 11. Nov. 1871; selv h a r jeg det godt og daarligt, th i jeg er ju st ikke syg, m en Begyndelsen af V interen er altid m in daarligste Tid, og det er mæ rkeligt, i hvor høj en Grad m ine K ræ fter tage af, og den T røst, at dette m aa m an finde sig i, er meget god; det er ogsaa meget godt, at m an bliver mæ t af Dage, m en til al liv­ lig V irksom hed er det en daarlig Spore, isæ r n a a r som hos mig Livet ikkun s b estaar i V irksomhed og F rem sk rid t. Mine fleste T ank e r ere i denne T id henvendte paa at udføre en Rednings-Baad, og for at tvinge mig selv til at gøre Alvor deraf, h a r jeg anm eldt den til Udstillingen i Maj, m en nu faar jeg i disse Dage U nderretning, at jeg ikke fa a r Resten af mit T ilgodehavende for T rin itatis K irke før S lutningen af F ebruar, hvilket tu rd e vanskeliggøre m in Opgave. Med de bedste Ønsker for Dit Vel. J. Dalhoff.«. I 1872 fik K jøbenhavn om sider den længe udsatte Indu stri­ udstilling paa den P lads, hvor Indu strifo ren ingen siden har h a ft sit Bo; dens Fo rm and , Rustm ester Christensen, var ogsaa Sjælen i Foretagendet, som fald t overordenlig heldigt ud, ikke alene med et Overskud p aa halvandet H und red tusinde, men med glade og skønne Minder i vide Kredse, isæ r fra det fest­ lige Ind try k , Hovedhallen gjorde. Selv om Dalhoff ikke havde synderligt med dens Tilblivelse at gøre, kunde h an dog have lidt af en Faderglæde derover, og h an sled for at faa noget fæ rdigt dertil, saa a t h an kunde arbejde fra 6 Morgen til helt ud paa Aftenen og blev helt overan strenge Men h an fik ogsaa Glæde deraf. P a a den højtidelige Aabningsdag var h an derinde fra Kl. 9 V 2 om Form iddagen , »og Du k an tro«, skriver hans yngste Datter til sin Broder, »han blev i godt Hum ør, th i Kon­ gen kom hen til ham og saa K ronprin sen , hvem h an partout m aatte give Haanden, uag tet h an ingen H and sker havde paa. F ader beklagede, at han kun havde faaet saa lidt færdigt, og saa lovede Kongen, at h an vilde komm e ind om fjorten Dage, saa kunde han vise ham mere. Da Kongen var gaaet, kom