JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

358 h a r givet Stødet til nye Fo rbed ringer, der h a r ny ttet han s Op­ findelser? — Nu bliver alle File, der bruges herh jemm e, gjort i Udlandet — paa Maskine. I K jøbenhavn fik h a n Lejlighed, som h an agtede, med den nye Væ rt »at lægge en P lan, hvorm ed vi begge kunn e være tjent, uden at nogen af M askinerne behøver a t sælges«. Han beholdt ogsaa en ikke ringe Del af de gamle Væ rksteder. Med sin ind sk rænkede Fam ilie boede h an nu fø rst en ko rt Tid i Kvistlejligheden og saa blivende paa 1ste Sal i Sidehuset, og næ ppe h a r nogen m æ rk et et Suk hos h am over, at h an nu boede som Lejer, hvor h an før var Ejer. Bare h an kund e faa Lov til at leve i F red — og arbejde! I det næste Brev af 14. September 1866 træ ffer vi ham i Aarhus, hvor h a n u taalm od ig t venter paa den for længe siden bestilte Dampkedel, da h a n næ sten 'er færdig i F ru e K irke med hele det øvrige Indlæg til V arm eapp aratet. Men m est er han dog opfyldt af sin D atters Sygdom: »Min kæ re gode lille Thilde! T ak for Dit Brev af 10de, m en hvor bedrøver det mig, at Du er syg; spørg endelig Lægen til Raads og gør, hvad Du kan . Skulde Du have p aad rag et Dig denne stygge Sygdom ved, a t Du har opofret Dig altfo r meget for os andre, da søg frisk Lu ft og søg at friske Dit Sind ved N atu ren og Gud. Sandt nok, a t man k an gøre, hvad m an vil, saa lider Legemet dog ved at bære Sorger, selv med den roligste Bevidsthed. Dette føler jeg saa- vidt, og a t Du gerne opofrede Dig for os andre, ser jeg saa vel. Min T rø st til Dig er k u n ringe, th i jeg troer ikke, at Modgan­ gens T id er endnu ere forbi, og vores eneste T rø st rnaa være at holde samm en i alt, hvad der er godt, og lade Gud raade«. Han h a r besøgt et P a r Søstre af sin F aders Slægt, som »ere særdeles religiøse, og det var sm uk t at se, hvor mange af de Kirkebesø­ gende først besøgte T rine [Bøgild], før end de gik i K irke; man saa straks, at der vistes dem en særdeles Agtelse Jeg læn­ ges saa inderlig efter Eder, og dog længes jeg ikke efter Kjø- bemhavn, førend Udsigterne ere saaledes, at jeg kan vente at se en F rem tid i Møde, hvor jeg k an gavne and re og selv faa Ro.« Endnu skal det vare næ sten 3 Uger, inden Kedlen kommer. »Du k an ikke tro«, skriver h an den sidste September, »hvad