JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

348 M askinerne og »det ikke gaar mig synderlig godt og især vil knibe for Penge Jeg h a r væ ret hos adskillige F ilefab ri­ k an te r; deres eneste Spørgsmaal er, hvor mange Slag Maski­ nerne k an gøre i M inutten, og vist er det, at m an i de sidste Aar h a r g jo rt betydelige F rem sk rid t; m an h am re r F ilene paa Maskine a k k u ra te re og sliber dem ved H a a n d k ra ft bed re end Englænderne, og Flugningen er fuldkomm en saa god; alt vil nu komm e an pa a en Prøve, n a a r Maskinen er opsat, og da kunde det vel være, at jeg var sikrere, hvis jeg havde Carl til H jæ lp 1). Jeg forsømm er intet, m en m aa dog rolig finde m ig i Fo rho l­ dene, og dette skal jeg, selv om det gaar allervæ rst, og trøste mig, a t jeg h a r gjo rt m in Pligt. Jeg fik i Gaar a tte r Brev fra R [asmussen] i London og skal i Morgen til den engelske Kon­ sul for at undersk rive en Edsaflæggelse, at det virkelig er min Opfindelse « B revet ender: »Lev nu vel, Børn, og Gud velsigne Eder!« Det næste Brev er kun faa Dage yngre: Paris, 4. Febr. 1866. »Mine kæ re Børn! Jeg h a r i Dag aldeles in te t at gøre; jeg venter Maskinerne fra Hamburg. E nd skøn t det ingen Interesse har for Eder, vil jeg dog fortælle Eder lid t om m it Driveri. I T irsdags var jeg i Louvre og saa An tikkerne og Billedgalleriet sam t B ibliotheket. Fo runderlig t nok, at de an tikke Bronce- og S ø lw aser nu aldeles ikke gjorde den Indv irkn ing paa m ig som før. Dengang slugte jeg dem og søgte a t sam le et F rem tids- F o rraad af aktive rene T ank er; n u ser jeg ik k u n en anden T ids­ alder, som talte Sandhed med Alvor. De pom pejanske F resko ­ malerier, hvo raf her er en Del, talte m ere til mig, idet m an med Glæde k an tænke sig ind i en T idsalder, da Kunsten i sin Sand­ hed saaledes kund e være Menneskenes daglige Skue, medens N atu ren uden fo r h a r væ ret forstaaet, th i ellers havde m an ikke ført den forædlet ind i sine Værelser. Men forunderligt nok, h a r aldrig T itians og isæ r Raphaels Malerier tiltalt mig saa m e­ get som nu ; jeg gik derfra m ed den Følelse, at Mennesket dog k an være meget lykkelig, n a a r h a n k an føle saa ren t og ophøjet, *) Gørtlersvend Carl Wolfenstein, Søn af D.’s svenskfødte Mestersvend og jævnaldrende Legekammerat med D.’s yngste Søn, vilde gerne komme sin Mester til Hjælp i Paris.