JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

342 til; men desto mere m aatte »Det gule Palæ« tiltale ham ved den rene L u ft og jævne, m en ædle Tone, som raadede der. Han havde en Aften væ ret inde i Fam ilien. P rin s Christian havde budet sin ældste Søn a t hilse paa ham ; og Dalhoff, der kendte lige saa lid t til Menneskefrygt som til Snobberi, havde da rø rt ved Drengens Hoved og sagt: »Saa det er Dig, der skal være D anm ark s Konge; ja, Gud velsigne Dig!« — Med Kongemagten svand t P rin s Christians Lykke; h an var lidet kend t og havde næ sten alle imod sig, ja en frem ragende Skuespiller havde den F ræ khed grovelig at fornæ rm e han s Døtre lige i deres Ansigt. Nu tænk te DalbofT at ku nn e hjæ lpe dog m aaske en lille Smule ved at faa Kongen i Spidsen for et Foretagende, som formoden- lig dog m aa tte vinde alles Bifald. Men denne patrio tiske Tanke fik for dem, der saa Sagen fra den anden Side, en politisk Farve, som drev dem til Modstand. Indu strifo ren ingen havde paa Op fo rd ring valgt 5 Medlemmer til a t tiltræde Udvalget, m en da 2 af dem tra k sig tilhage, vilde F lertallet ikke vælge to and re i Stedet; F o rm anden nedlagde sin Værdighed p a a selve den u ro ­ lige Generalforsam ling, og det endte med, at Dalhoff gik helt ud af Foreningens R ep ræ sen tan tskab . F lertallet vilde nemlig have en skandinavisk Udstilling, paa hv ilket Ønske allerede før Forsøget paa at faa en dansk var strandet. Det endte da med, at den paatæ nk te danske Udstilling m aatte opgives, og det, der var tæ nk t at skulle blive Kong Christian til en god Lejlighed, blev i V irkeligheden et forsmædeligt Nederlag. »De h ad e r mig, det bliver aldrig godt!« sagde h an dybt bevæget til Ophavs­ m anden. Men denne svarede: »Jo, Deres Majestæt, De skal se, det bliver godt; m an vil lære Dem at kende som den retskafne Mand, De er.« — Mange Aar efter fik han s Søn Lejlighed til a t m inde den gamle Konge om denne Samtale, med den T il­ føjelse: »Se nu, hvor det er blevet godt; vi hø jag ter og elsker Dem alle!« hvortil Kong Christian sagde, saa natu rlig t og ægte: »Det h a r jeg aldeles ikke fortjent.« Men h in t »det bliver godt« fra en tro fast Undersaats Mund kan nok have gjort lid t til at holde h an s Mod oppe gennem de vanskelige Tider. Den 18. J a n u a r 1866 træ ffer vi for 4de Gang Dalhoff i Paris, hvo rfra h an skriver til »Mine kæ re Børn! Gud glæde Eder; jeg selv h a r det saa