JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

326 de usolgte Sager tilbage, m en Betalingen for de solgte laa jo indtil endelig Opgørelse i Købm andens Kasse, og deres egenlige E je r m aatte da vente p a a og nøjes m ed samm e B røk som and re T ilgodehavere. Im idlertid trængte de, hvem Dalhoff skyldte Penge, nødtvungent, m en stedse stæ rkere paa, og en Dag hørte h an s Søn af sin Stifmoderis Mund: »Jeg m aa dog meddele Dig, a t Din F ad e r er gaaet fallit«. Det kom saa ko ld t og saa h a a rd t og fik intet Svar. — Men i Nød skal m an kende Venner, og der v ar Venner, som ikke mente, at en saadan V irksomhed skulde gaa tilgrunde eller en saadan Mand b an k ero t; de traad te til m ed K au tion og Laan, og h an fik allerede den samm e eller den næ ste Dag a tter sit Bo til Raadighed, uden a t det endnu var taget unde r Behandling af Skifteretten. Hvem var disse Venner, d er kom til h am som hjæ lpende Vander h in Aften? Den, der sk river dette, kendte dem ikke. Maaske var Tøm rerm ester B lom , B randkorpsets Chef, en af dem, saadan som Dalhoff altid siden nævnte ham med stor Agtelse; m en Hovedm anden hed Tvermoes — vistnok Jæ rnh and le ren p a a Kultorvet, som vente­ lig h a r været en af han s stø rste K reditorer. Velstand og F o rm ue var dog mestendels tabt, og det kunde holde h a a rd t nok at underho lde den talrige Dobbeltfamilie, skønt Halvdelen af lians egne Børn var nogenlunde fra H aan ­ den. E n Dag da h an s yngste Søn arbejdede ved D rejerbænken, kom h a n ind, stod som sædvanlig tavs og saa lid t derpaa; saa kom det ud, at h an m aaske m aatte tage h am ud af Skolen og sætte h am til et H aandvæ rk. Ogsaa dette blev taget roligt i Tavs­ hed: H aandvæ rket skræmm ede ikke, m en kund e det være tjent m ed harm, som nok kunde slide, m en hvis E vner ellers slet ikke gik i den Retning? og Skolen slap h am vel heller ikke saa let, fordi det en T id kunde knibe m ed Betalingen. — Hans Fader tab te heller ikke Modet, m en blev ved, b aad e a t holde det gamle vedlige og at begynde paa nyt. 1. Nov. 1857, m id t i Ulykkes- storm en, fik h an P a ten t paa en Vandhane, som lukkedes ved en Excen trik, der trykkedes paa og fra ved en enkelt Bevægelse m ed en Vægtstang, saa at Aabning og L ukn ing foregik meget hurtigere, end n a a r en Skrue skulde drejes flere Omgange ud og inld. — I Jan . 1859 fik h an E ne ret p a a et A pparat til Ophed- ning ved overhedede Vanddampe. Det var P rof. Forchhamm er,