JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

314 udgaaet fra han s »Etablissement« i en Masse af Tusinder, alt efter som m an var heldig nok til a t faa dem ved den offenlige L icitation til dog en nogenlunde ordenlig P ris: baad e store og sm aa In fa n te rik n ap p e r og H u sarkn apper, dels dem , der var halv runde og kun til Stads, dels dem, der var h elrund e til at knappe; men ogsaa M essingknapper til Artilleriet, støbte i Sand, m edens de and re støbtes i polerede S taalform er, et halvt Dusin hver Gang. Der var m ange A rbejder m ed at b ræ kke dem af Knolden, glatte Ø skener og rund e re K anter, som kund e gøres af sm aa Fingre, og dette Arbejde gjorde ogsaa m angen Gang hans Børn i deres F ritim er — der vankede en ret god Akkord; m en at tælle og træ kke paa Snore, 1 Gros p a a hver, var u d ­ trykkelig forbeholdt *dem og skete i Reglen p a a det store, runde Spisebord, hvor ogsaa Gæster kund e faa Lov til a t tage fat, naar m an blot kunde stole paa, at der kom nø jag tig t 144 paa hver Snor. Men n a a r saa Faderen stod og kiggede lidt p a a deres Flid m ed de sølvskinnende Knapper, da tæ nk te m an ikke paa, at hvert af de Haandgreb, der havde b rag t dem saa vidt, havde krævet en Opfindelse af ham , m aaske med desto stø rre Hoved­ b rud , jo glattere det nu gik. Man m aa dog ikke tæ nke sig den flittige Mand blot som en ustandselig A rbejdsm askine eller han s H jem som kuet og trykket. Til T rods for Sorgerne, som stundom kunde være store nok, m aa det sikkert siges, at det var lykkelige T ider i Adelgade 272, Stuen til Gaden og i Sidehuset. »Salen« var rigtignok Dag­ lig-, Spise- og Læsestue tillige, og n a a r F ade r sov sin halve Time til Middag paa Sofaen — h an var oppe saa tidligt, at h an kunde løbe Volden ru n d t og d rikke sine adskillige Glas Vand af Pos­ ten ved Gothersgade og saa endda lukk e Væ rkstedet op Kl. 6 — m aa tte der være Ro; og studerede h a n selv Avisen — oftest lod h a n vel den yngste Søn læse den højt, en god, om ju st ikke altid morsom Øvelse — og nogen snakkede for hø jt, kunde h an be­ gynde at mum le dens Indhold h alvhø jt med lukk et Mund, hvad snart havde samm e V irkning som et: Silentium! der dog ogsaa kom de lektielæsende Børn tilgode, som m aatte dele den eneste Belysning af 1— 2 Tællelys paa det 3 Alen brede Bord. Men var der nogen Lejlighed dertil, kunde han , der var Sjælen i Industriforeningens fornøjelige Søndagsmøder, godt lide m un ­ ter Leg og uskyldigt Spil i sit eget Hus og tog gerne selv Del