JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

313 Søndag Aftenerne indd ragne i Foreningens Mødetid, saa at Ung­ domsmøderne m aa tte holde op. Dalhoff udbad sig tilføjet til Protokollen, at h a n meget ønskede, a t disse Møder m aatte fo rt­ sættes i den komm ende Vinter, dersom det var muligt at danne en Komité, der kund e yde ham den tilbørlige Assistance. — Man kan ikke kalde h am en ustadig K arakter, som hans skif­ tende Interesser stundum kunde friste til. Hvad og hvem han holdt af, ho ld t h a n ogsaa ved. Og h an holdt af de unge, og han kunde ogsaa vinde dem. Aftenerne pa a Kunstakadem iet, hvor han underviste de vordende H aandvæ rkere og Kunstnere i Mo­ dellering, var h am en dobbelt Forfriskelse, ved Kunst og ved Ungdom, fra m angen spændende og drøj Syssel med m ekaniske Opgaver. P aa den lade Side laa h a n ikke. I Vinteren 1852—53 udstil­ lede han »Tid til anden forskellige Genstande, udførte i hans Etablissement: P røver af H jelme; Vægtlodder af hensigtsmæs­ sig rund og cylindrisk F o rm med en lille Knap eller Drue som Haandgreb; pressede K napper af en h aa rd Tin- og Kobber- Komposition, som beholder Politu ren temmelig længe; Mælke­ kogere, som Kasseroller, med et Rør i Dækket, som forhindrer Mælken fra at koge over; S trygejæ rn af ny Konstruktion og med dobbelte Bunde og U nderplader; Madspande og Terriner af for­ tinnet Jæ rn — hvilke Arbejder, især hvad Hjelmene angaar, vare udførte med megen Elegance og Nøjagtighed; alt det af ham udstillede viste særdeles Hensyn til hensigtsmæssige og bekvemme Former.« N aar det skønne er det hensigtsmæssige, kan m an vel ogsaa vende det om og sige: det hensigtsmæssige er det skønne. Der var ogsaa forsaavidt lagt Kærlighed ind i disse simple Genstande, som h an altid tænkte derved: det skal en ung Pige eller en lille Kone have i sin Haand — dertil skal det svare. — Men m an imponeres ved den ovenstaaende Opreg­ ning, n aa r m an tæ nker paa, at det ikke var saa og saa mange Varer, han havde ladet komm e fra forskellige Steder i Tnd- og Udland, m en de var alle gaaet igennem hans Hoved og Haand, ofte med U dtænkning af nye Fabrikationsm aader og Arbejdsmaskiner. De om talte haarde Knapper, som hver en gammel Soldat veed, det betalte sig at pudse paa Knapgaflen, ja polere med L adestokken, er i mere end en Menneskealder Dalhoff. " 21