JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

IV. INDUSTRIFORENINGENS STIFTER OG THORVALDSENS MEDARBEJDER. F o r u d e n alt, hvad vi a f de meddelte Breve k an se, at D alho if h a r hjem send t og m edb rag t fra Rejsen 1837, havde h a n ført noget med sig til sit Fæ d reland , hvorom han in tet skrev, m en som vel nok var det m est væ rdifulde, skønt det gik to ld frit ind. Det var nem lig en Tanke , ja en frugt­ bæ rende Idé , tilført ham udefra paa meget tilfældig Maade, m en hos ham faldet i velberedt J o r d 1). I Køln v ar h an inde hos en B a rb e r2), hvor h an vel h a r siddet og ly ttet til de and res Tale. Den drejede sig om en »Industrieverein«, der nylig var blevet dannet, og som h an saa skaffede sig nøjere Besked om. Her løstes h an s bundne T anke, den længe følte T rang. Mærkeligt nok, at h an ikke før h a r h ø rt det Navn, siden S tockholm alt i nogle Aar havde haft en Indu strifo ren ing og flere tyske Byer endnu længere. Men netop nu slog det ned i h am : en Industri­ forening, ikke afhængig af de gamle Lav, men som en ubunden S amm en slutning med frie Vingeslag til at løfte sig op og se ud over Sk rank er og Grænser, for at tilegne sig x) C. N y ro p : Industriforeningen i Kjøbenhavn 1838—1888; jfr. F o r­ eningens egne Meddelelser: Industriforeningens Tidende 1838—40, Quartals- beretninger 1841—65; Maanedsskrift udg. af Indf. 1866—1884; Tidsskrift for K unstindustri 1885—99: Indf.s Tidsskrift. 2) D. lod gerne kun Underskæget staa, skønt han gentog Thorvaldsens Ord, at det egenlig var urimeligt, at Mænd lod Skæget rage for at se ud i Ansigtet »som gamle Kærlinger!« Dal hoff. 14