IstedgadeOvergiverSigAldrig

19

lancemanden ikke engang ydede passiv Modstand, men smilte kordialt. E fte r Forbudet blev der paa det nærmeste øde og tomt i Gaderne. Lygterne med deres store Afskærmninger lyste netop saa meget, a t de saas som Prikker, stiplede Linjer, der angav Gadebredden. Hen over Himlen fægtede Tyskerne med deres Projektører. De lange Lysklinger krydsedes. Spidserne forsvandt i Himmelrummet. Ramte Projektørerne en Sky, fremkom der ligesom en lille Maane. Byen var ganske tyst. Hørtes der endelig Støj og Spektakel, kunde man være sikker paa, a t Ulydene kom fra Tyskerne og deres Pigebørn, som drog fra e t Gilde til et andet. Jernlyden fra Tyskernes beslaaede Støvler blandede sig med den klaprende Lyd fra Pigebørnenes Træsaaler, et Materiale som paa den Tid baade var en Nødvendighed og „det sidste Skrig“. Pi­ gerne skreg og teede sig, saa a t ordentlige Folk, der hørte det, var ved a t fare i Flint. Og pludselig for den enlige Nattevandrer sammen ved et mere eller mindre fjern t Brag fra en Sprængning. Maaske var det „Borgernes Hus“ i Ro­ senborggade eller „Studiegaarden“ paa Tagensvej, der blev schalburgteret. Eller det kunde være en eller anden for Tyskerne arbejdende Fabrik, der gik sig en Tur.

Paa Vej til „norske Tilstande " .

Den 22. Juni 1944 skete der noget, som gjorde Tyskerne komplet rasende, men som blev omtalt og lovprist i den allierede Radio. Sabotørerne havde foretaget et større samlet Angreb paa Riffelsyndikatet, som derved blev sat ud af Funktion for længere Tid. A t det var lykkedes, ned­ satte i højeste Grad Tyskernes Prestige. Dertil kom Tysker­ nes Irritation over et sto rt engelsk Luftangreb paa Berlin, hvor Masser af Karreer var bleven sat i Brand. Det kunde

2 *