Hustømrerforeningen300År_1691-1991

gen“ mens 1 svend - en tysker - der havde været virksom under urolighederne, blev idømt 6 måneders strafarbejde. Ingen kom imidlertid til at udstå straffen, for den 8. au­ gust - kort efter at dommen var faldet - bestemte kongen, at straffen skulle eftergives for de 123 svendes vedkommende, ligesom det samme skulle gælde de to mand, som tidligere var idømt straf. Men de dømte skulle „ufortøvet“ bringes ud a f riget med forbud mod senere at vende tilbage. Orlogsskibet „Lougen“ blev samme dag be­ ordret til at ledsage kanonbåde på hvilke de 125 tømrersvende skulle føres til Liibeck eller Rostock, alt efter hvordan vinden nu blæste. Afrejsen menes at have fundet sted samme dag. Den 9 . august fik svendenes efterladte hustruer valget mellem at få kostpenge eller mellem 10 og 12 rigsdaler i rejsepenge. Hele forløbet tyder på, at myndighederne frygtede, hvad tømrerstrejken kunne føre til. Der havde i dagene forud for dommen været adskillige gadespektakler i København. Andre laug blev indblandet i striden og nogle svende forsøgte at få Københavns studenter opildnet til at være med i protesterne. To gesandter i København - både den franske og den engelske - fik skyld for at have opild­ net gemytterne, skønt de stod på hver sin side af de stridende parter. Det var imidlertid ty­ deligt, at mange håndværkere var blevet op­ hidsede over, at myndighederne søgte at sende tømrersvende, der ikke havde forbrudt sig mod nogen lov i landflygtighed. Sagen endte med, at svendene fik lov at vende tilbage til København, og Københavns magi­ strat opmuntrede mestrene til at forhøje dag­ lønnen. Man var altså klar over, at der var begået uret overfor svendene. De fag, som havde deltaget i arbejdsnedlæggelsen, var foruden tømrerne også murerne, bagerne, snedkerne, skomagerne og skrædderne. Mu­

ligvis har også hjulmænd og garvere været med. Der blev lempet på en række bestemmel­ ser og forordninger, f.eks. hvis udenlandske svende, der kom til Danmark, efter tre dage meddelte, at de hellere ville rejse end blive i arbejde, skulle mesteren inden 24 timer meddele den fornødne tilladelse. Endvidere blev politimesteren sendt på pension. Trods de dramatiske begivenheder i 1794 var der ikke faldet ro over gemytterne. Mestrene følte sig i nogen grad truet af de friere rettig­ heder til at blive laugsmester med ret til at holde drenge, og i september 1794 skrev me­ strene til kommissionen, der var nedsat til at undersøge forholdene, at de er forundret over, at svendene får lov til at sige, at det kun er deres sved og arbejde, der skal betales. Mon ikke mestrenes besvær med at skaffe tegnin­ ger, udarbejde overslag samt føre tilsyn med arbejdet skulle honoreres? Selv den dårligst aflagte svend fortjente i løbet af året 85 rigs­ daler 5 mark og 8 skilling en sum der let kunne stige til 100 rigsdaler eller måske 120 ved akkordarbejde, hvilket vi formoder må være en anstændig indkomst for et menneske, der „ikke forstår andet at bruge en økse eller en sav efter anvisning“ . Der var således efter mestrenes skøn aldeles ingen grund til at kla­ ge, men alligevel ville de komme svendene imøde på forskellige punkter. Således ville de

K a p ella n en ved N ico la i K irke fo rsø g e r a t tale de strejken d e til "fornuft". 29