Hustømrerforeningen300År_1691-1991

indbyrdes som mellem mestre og svende førte til store ændringer i den gamle laugsstruktur. De gamle hyggelige sammenkomster for­ svandt nu helt. De havde - som allerede be­ skrevet - været forbudt, men det var nok ikke blevet taget særligt alvorligt. Nu lød der andre signaler. I økonomisk henseende var det karrige år for laugskassen. Selvom mestrene gav de halvår­ lige eller helårlige bidrag i form af halvdelen af deres honorar for gennemførte ejendoms­ vurderinger, kneb det med at få tingene til at løbe rundt. Men tiden var endnu ikke inde til altfor vidt­ gående reformer i laugene. Mange a f de gamle skikke fortsatte. Ved nedbrydning a f f.eks. et gammelt skafot og oprettelse a f et nyt, vandre­ de laugets medlemmer i samlet procession til det pågældende sted. Således da der i 1732 blev opstillet en ny galge udenfor Østerport, og da Struenses skafot skulle rejses på Østre Fælled. Såvel mestres som svendes betaling for udført arbejde a f denne kategori skete ofte i form af øl eller vin, ligesom der blev ydet midler til fortæring og musik. Der var mange forordninger dengang, som vi må trække på smilebåndet af i dag. Således at en svend ikke måtte røge tobak på sit arbejde eller på gaden eller f.eks. en forordning om, at når svendene kom på herberget, skulle de „roligt søge deres sæde og at de ikke „ for åben lade „ måtte fremkomme med hammer eller stok“ . Uoverensstemmelser I 1763 blev der indgået en art overenskomst mellem svende og mestre, hvorefter dagløn­ nen skulle være 2 mark 4 skilling i sommer­ månederne 1 mark og 12 skilling om vinteren. Kunne mestre og svende ikke blive enige herom, havde svenden ret til straks at tage sin

afsked. Mestrene var ikke tilfredse med over­ enskomsten. De henviste til laugsartikleme, men skrev samtidig til magistraten om „sven­ denes egenmægtige sammenkomster“ , der sigtede mod en slags oprør. Det kom i disse årtier til adskillige skærmydsler svende og mestre imellem, f.eks. var svendene meget utilfredse med, at mestrene tog halvdelen af de penge, som tilrejsende svende og ungsven­ de betalte, når de blev indskrevet til ligbæring, nemlig 20 skilling hver. Ja, denne uoverens­ stemmelse ført til, at oldermanden i 1763 bemægtigede sig fællesbøssen med indhold: 26 rigsdaler og 15 1/2 skilling og ikke ville give kvittering for beløbet. Der var også ad­ skillige stridigheder omkring de såkaldte løsgørelsespenge, det vil sige de penge, der skulle betales, når lærlingene skulle indføres i svendenes rækker. Uoverensstemmelserne her drejede sig navnlig om den æresdrik, der blev rakt de nye svende af oldermanden i den såkaldte Velkomst. Mestrene blev slæbt for retten i disse sager og dømt til at betale bøder. Kendelsen blev dog senere ændret af høje­ steret, så ingen af parterne blev dømt. Det er i disse år, at man første gang for alvor hører tale om stridigheder vedrørende sven­ delønnens størrelse, et spørgsmål der blev mere og mere dominerende i de følgende år. En strid om oldermandens stilling fik i 1770 svendelauget til at skifte opholdssted, idet svendene købte ejendommen i Adelgade. Kø­ bekontrakten er dog først fra januar 1771 . Det var dengang, Jens Andersen Brandt var både svendenes formand og krofar. Det generede mestrene, for formandens magt var betydelig og desuden spillede det ind, at Brandt gerne så, at de beløb, som indkom, helst skulle drikkes op. Han havde nemlig borgerskab som øltapper. Lauget havde lejet herberget 6 år tidligere, og det var sikkert årsagen til, at der ikke skete

25