HotelværtOgRestaurantørforeningenKøbenhavn_1887-1912

5 8

Jeg husker fra min Barndomstid, jeg kom med Mo’ r til Staden lier saa jeg farlig meget nyt — her saa jeg Vagtparaden. M o ’ r sagde mig, at det var stort saadan at tjene Landet, at vogte Kongen det var mer, ja mer end noget andet. Saa naaede jeg min Ungdomstid, da jeg kom med i Trøjen, der følte jeg, det Alvor var — der var kun lidt af Spøgen i al den megen »Staaen Ret« og al den megen Skuldren for General og Obersten, hvis Stemme lød som Buldren . . . . men noget voksed der dog frem i Hjærtet dybest inde: en Kærlighed til Folk og Land, der aldrig bort kan svinde . . . . at maatte tjene Kongen tro og mulig Fjenden banke, hvis Fædrelandet kom i Nød — det var Soldatens Tanke i

Nu har vi naa’t vor Manddomsaar, men stedse maa vi kæmpe, den Kamp dog ikke b 1o d i g er — vi farer bedst med Læmpe. Fiver strider for sin Arne kær og dem, han har derhjemme, i Enighed vi naar vist længst — og vi maa aldrig glemme, at Fædrelandet er den Arv, vi fik fra vore Gamle, det er den Arv, vi skærme skal, vi vil om den os samle med Ønsket om en Fremtid lys for gamle Danmarks Rige, for Slægten, den, der kommer nu, lad dem for Arven sørge. Men skal det lykkes, Venner, ja,

saa maa vi holde sammen; vi Gamles Løsen være skal i Alvor som i Gammen: Vi elske vil vort Fædreland, det holde højt i Ære. Saa lærer vi de unge det, at saadan skal det være!