HøretOgOplevet_1896-1920

31

Højskolehjemmet i Nørrevoldgade 24; her var en hel Koloni af Fol- ketingsmænd, flest Medlemmer af Venstrereformpartiet, dog ogsaa nogle Moderate, men jeg opdagede ret hurtigt, at dette ikke kunde lade sig gøre, dels af Hensyn til Finansudvalgets Møder, der som før nævnt blev holdt fire Dage om Ugen fra Klokken 10 til l l 3/4, dels af Hensyn til mit personlige Studium af de gamle Akter, som det viste sig nødvendigt at bruge det meste af Aftenerne til. Det var en stor Fordel, i hvert Fald for mig, at Folketingets Formand, Trier, altid lod Møderne slutte Klokken fire. Han holdt saa strengt paa det, saa han, selv naar en Taler i Tinget var henimod Slutningen af sit Foredrag, sagde: »Er det ærede Medlem nær ved Afslutningen?« og hvis Taleren sagde Nej, afbrød han Mødet, og Taleren fik altsaa Lov til at afslutte i det følgende Møde. Det viste sig ret hurtigt, at der var mange, der søgte Finansudval­ gets Ordfører, særlig hvad Bevillingerne paa Kultusministeriet an­ gik. De kom som Regel under Mødet i Tinget, men da jeg ikke holdt af at blive kaldt ud under Sagernes Behandling, varede det ikke længe, før jeg gav Budene den Besked, at Paagældende enten maatte vente til Klokken fire eller komme igen. Det kunde nok træffe sig, at jeg, naar jeg kom op fra Møderne i Tinget, traf tre, fire, under­ tiden Deputationer, der vilde tale med mig. Det var meget interes­ sant. Paa den Maade lærte jeg mange betydelige Mænd at kende og kom ind i mange Sager, som jeg undertiden ikke i Forvejen havde noget Kendskab til. Der var Forfattere, der søgte Understøttelse paa Finansloven, og Folk, der søgte Stillinger. Jeg husker bl. a. den senere berømte Professor i Sverrig: Lehmann og Valgmenigheds­ præst Jungersen. Den førstnævnte haabede paa at faa et Docentur ved Universitetet her; Jungersen, som jeg kendte en Del til, fordi jeg havde læst hos ham en Vinter, medens han var Præst i Blære, havde et specielt Ærinde. Han fortalte mig, at Professor Frederik Nielsen nu var udnævnt til Biskop i Aarhus, og at der, naar han flyt­ tede, ikke var en eneste grundtvigsk præget Professor ved Køben­ havns Universitet. »Det kan vi dog ikke være bekendt i Grundtvigs Fædreland,« sagde han, og føjede til: »Kunde De ikke tale med I. C. Christensen om denne Sag.« Jeg var enig med Jungersen i hans Betragtninger og lovede at tale med Kultusministeren derom, men sagde til ham: »Kunde De ikke nævne mig et Navn paa en Mand, som De mener egner sig for Stillingen,« og han nævnede da I. P. Bang. Jeg gik til I. C. Christensen og refererede Samtalen med