HøretOgOplevet_1896-1920

29 ønskeligt, at det blev bestemt, hvem der skulde være Ordførere for Finansudvalget. Der var et Værelse paa Rigdagen stillet til Raadig- hed for Finansudvalgets Formand, og der samlede han alle Finans­ udvalgets Medlemmer af Venstrereformpartiet4Han begyndte med at meddele, at han som Partiets Formand var klar over, at han skulde have det politiske Ordførerskab baade ved Finanslovsbehandlingen og andre Sager af mere politisk Karakter. Derimod ønskede han ikke at være Ordfører for nogen af Finanslovens forskellige Afsnit. Han henstillede derfor, at der blev valgt to andre Ordførere, og nævnede Biem og Gustav Philipsen. Om det var, fordi man sagde, at Biem havde følt sig skuffet over, at Ole Hansen og ikke han blev Med­ lem af Ministeriet, ved jeg ikke, da Anders Nielsen selvfølgelig ikke nævnede det som Begrundelse for sin Henstilling om at vælge Biem som den ene af Ordførerne. At Gustav Philipsen skulde være den »financielle« Ordfører, betragtedes som givet, navnlig fordi han efter Opfordring i Partiet ved Finanslovens første Behandling tog Ordet umiddelbart efter Anders Nielsen. Saa begyndte i vort Møde hos Formanden Fordelingen af de forskellige Paragraffer mellem de to Ordførere. Biem sagde straks, at han jo gerne vilde have Land­ brugsministeriets og Indenrigsministeriets Paragraffer, og saa kunde man forøvrigt tildele ham, hvilke Paragraffer han yderligere skulde have, dog under ingen Omstændigheder Kultusministeriet. Som Be­ grundelse anførte han, at saavel Kirke- som Skolevæsen, Kunst og Litteratur ikke nogen Sinde havde interesseret ham, det havde han ingen Forstand paa og vilde derfor ikke indlade sig paa at være Ordfører for disse Sager. Gustav Philipsen var villig til at tage Ord­ førerskabet for disse som de øvrige Sager, man ønskede at henlægge til ham. Men saa tog Jens Busk Ordet. Han sagde: »Tror I virkelig, det kan gaa an, at vi sætter en Jøde til at være Ordfører for Kirke­ ministeriet? Hvordan tror I, det vil virke ud over Landet, at vi i Finansudvalget tager en Jøde til Ordfører for noget saa vigtigt som de kirkelige Spørgsmaal?« Gustav Philipsen bemærkede, beskeden som han i allerhøjeste Grad var, at han troede om sig selv, at han nok kunde være Ordfører ogsaa for Kirkeministeriet paa en Maade, saa ingen skulde føle sig ilde berørt deraf, og at Kunst og Litteratur jo havde hans store Interesse, men hvis man ansaa det for uheldigt, at han blev den anden Ordfører, vilde han paa ingen Maade tage det fortrydeligt op. Anders Nielsen foreslog da, at man skulde have tre Ordførere, og nævnede mit Navn som eventuel Ordfører for Kul