HøretOgOplevet_1896-1920

211 vendige Ændringer i Grundloven skulde gennemføres. Men der kunde være Fare for, at mange Vælgere ikke just var ligegyldige, men ansaa det for saa selvfølgeligt, at de ikke fandt Anledning til at ulejlige sig til Valgbordene for at stemme Ja. Det lykkedes som bekendt at faa lidt mere end de 45 % for Grundlovsændringen, men det var sørgeligt, at der ikke en Gang var 50 % af Vælgerne, der fandt Anledning til at afgive deres Jastemmer ved Gennemførelsen af den Grundlovsændring, der var nødvendig, for at Sønderjyderne kunde faa Ret til at vælge Repræsentanter til Rigsdagen. Det var selvfølgelig ikke nødvendigt at afvente denne Grundlovs­ ændrings Gennemførelse, forinden Genforeningen kunde fuldbyrdes. Der var udskrevet Valg i det gamle Land til den 6. Juli 1920, og Genforeningsfestlighederne ansattes til at foregaa den 10. og 11. Juli. Den 10. Juli skulde Kongen ride over den gamle Grænse — Kongeaagrænsen — medens den egentlige Fest skulde holdes paa Dybbøl den 11. Juli. Hvorledes Kongens Ridt over Grænsen, Mod­ tagelsen af ham paa den anden Side Grænsen og Festen paa Dybbøl skulde ordnes, blandede Rigsdagen sig iøvrigt ikke i. Naturligvis har Ministeriet vidst Besked med og billiget den nærmere Ordning, men Enkelthederne deri: hvem der skulde modtage Kongen Syd for den gamle Grænse, og hvem der skulde holde Talerne ved Festen paa Dybbøl, var mig bekendt ikke Genstand for Forhandling, endnu mindre nogen Vedtagelse paa den danske Rigsdag. I Venstre var der ganske vist ikke lidt Forhandling om Ordningen af Genforenings­ festlighederne, men det var kun Spørgsmaalet om Rigsdagens Del­ tagelse i disse, der var til Debat. Der var nogen, der mente, at Rigsdagen skulde følge umiddelbart efter Kongen, naar han over den gamle Grænse drog ind i Sønderjylland. Navnlig talte Folke­ tingsmand Hansen-Stavnsbjerg for dette. »Vi skal nok stille 40 Landauere til Raadighed i Kolding, der kan køre Rigsdagens Med­ lemmer over Grænsen og ind i det genvundne Land,« sagde han. Dette vilde I. C. Christensen, der jo som bekendt var Kirkeminister i Ministeriet Neergaard, paa ingen Maade gaa med til. »Det er Søn­ derjyderne, der skal modtage Kongen og ikke Rigsdagsmændene. Hvis Rigsdagsmedlemmerne skal være med, maa de jo komme umid­ delbart efter Kongen og Ministrene, og dette vil medføre, at Sønder­ jyderne bliver trængt saa langt tilbage, saa de intet kan høre, selv om de maaske kan se Kongen paa den hvide Hest.« I. C. Chri­ stensens Synspunkt, der absolut var rigtigt, sejrede med overvæl­ 14'