HøretOgOplevet_1896-1920

193 blev ordineret til Præst for Valgmenigheden her. Jeg kom til at vente paa min Ordination i 3 Maaneder og fik derved saa god Tid til at tænke over Spørgsmaalet — mange unge Kandidater faar til deres Held ikke tænkt over det før Ordinationen —. Og jo mere jeg tænkte over det, jo mere kom jeg i Vaande, fordi jeg syntes, at Løftet var uredeligt. Jeg hørte, som jeg stadig gør det, til de gammeldagstroende, var ikke »befængt« med nogen Slags Kritik og kunde med en god og glad Samvittighed gaa ind i Præste- tjeneste i Folkekirken. Hverken Menigheden her eller Biskoppen (Fr. Nielsen) tvivlede paa min »Rettroenhed«. Hvorfor skulde jeg saa ved min Præstevielse have dette med, der jo kun kunde skade mig? — jeg var lige ved at ville opgive at lade mig ordinere; saa fik jeg en stor, personlig Sorg — jeg mistede min Hustru — jeg syntes saa ikke, jeg med mine to smaa Børn kunde rejse fra det Hjem, som vi allerede i nogen Tid havde haft her i Menigheden, og min Sorg gjorde, at jeg syntes, jeg maatte. være Præst nu, og at jeg kunde se bort fra det, som jeg ikke var glad for — alle de andre var jo ogsaa gaaet ind under dette — . Saa blev jeg ordineret, det er 14 Aar siden; men der var Skygge over den Dag, og jeg glemmer aldrig, saa længe jeg lever, det Aag, der blev lagt paa mig af Mennesker — det var tilvisse ikke af Gud — . Ja, var jeg den eneste, der havde følt Tyngen der, kunde jeg jo være bleven regnet til de skrupuløses Kategori; men der har jo været mange, ikke mindst blandt grundtvigske Præster, dem af dem, der fik Lej­ lighed til at tænke over det, og saa ikke som Brucker kunde tage den Sag fra en helt anden Side, der har følt saadan. Skal nu Mænd, som er i moden Alder og maaske har tjent Menig­ heden i adskillige Aar, aflægge dette Løfte, skal eventuelt en Thade Petersen, Jørgen Eriksen, Jørgensen, Skærbæk, aflægge det, saa bliver det utaaleligt, saa bliver det for Alvor sat i Kraft og sat i Højsædet. Og skal Venstre øve den Bedrift, tror jeg, at der bliver mange af os grundtvigske Præster, som imange Aar har staaet i Venstre, der maa vende os fra det med stor Sorg. Vihar holdt af Venstre, fordi det var det Parti, hvor vi mødte det sunde, besin­ dige Fremskridt i Overensstemmelse med det, der igennem Grundt­ vig har faaet Magt i vort Folkeliv og Menighedsliv. Maatte det dog ikke ske, at Venstre skulde skuffe os der i aandeligeSpørgsmaal. Jeg mener heller ikke, at det er godt at faa Principperne frem i har store Skarer af Vælgere, der er uklare

nu. Jeg ved, at Venstre

Hørt og oplevet 13