HøretOgOplevet_1896-1920

163

Arbejderne vilde blive tilfredse med. Det var selvfølgelig Meningen, at ledige Arbejdere, der ikke var Medlem af nogen Arbejdsløsheds­ kasse, ogsaa skulde kunne søge Arbejde ved Henvendelse til det nærmeste Arbejdsanvisningskontor, og det var maaske navnlig dette, der gjorde, at Arbejdsløshedskasserne (Fagforeningerne) ikke saa med særlig Velvillie paa Loven om Arbejdsanvisning. Det var i Loven bestemt, at Kontoret i København skulde virke som Centralarbejdsanvisningskontor og ledes af selve Arbejdsanvis­ ningsdirektøren, men under en særlig Bestyrelse, valgt af Køben­ havns Kommunalbestyrelse efter de i Loven fastsatte Reglen For alle øvrige Arbejdsanvisningskontorer gjaldt efter Loven den Be­ stemmelse, at de skulde ledes af en Bestyrelse paa mindst syv Med­ lemmer. Formanden for Bestyrelsen maatte ikke være hverken Ar­ bejdsgiver eller Arbejder. De øvrige Medlemmer skulde for Halv­ delens Vedkommende bestaa af Arbejdere og den anden Halvdel af Arbejdsgivere. De skulde ganske vist vælges af Kommunalbesty­ relserne, men saa vidt jeg ved, gik man overalt ind paa at lade de paagældende Medlemmer udpege henholdsvis af Arbejderne (Fag­ foreningerne) og af Arbejdsgiverne (de af disse dannede Organi­ sationer), saa Ensidighed var udelukket. I selve Loven var Sam­ arbejdet med Arbejdsløshedskasserne fastslagt. Det var i Loven bestemt, at Arbejdsløshedskasserne hver Uge skulde tilsende Ar- bejdanvisningskontoret en Fortegnelse over samtlige understøttede Medlemmer og saa vidt muligt een over de ikke understøttede Med­ lemmer af Kasserne. For de arbejdslediges Vedkommende, der ikke var Medlemmer af en Arbejdsløshedskasse, maatte man gaa ud fra, at de meldte sig frivillig til det nærmest liggende Arbejdsanvisnings­ kontor, efterhaanden som disses Virksomhed viste sig at være frugt­ bringende. Det lykkedes for mig inden for den i Loven fastsatte Frist paa to Aar at faa oprettet Arbejdsanvisningskontorer i samtlige Lan­ dets Købstæder. Jeg benyttede mig af mit Kendskab til Amtmændene rundt om i Landet. Flere af dem kendte jeg allerede, før de blev udnævnt til Amtmænd, idet de som Regel havde været ansat i Inden­ rigsministeriet forinden deres Udnævnelse; men ogsaa dem, jeg ikke havde indstillet til kongelig Udnævnelse, kendte jeg personlig ret godt fra min treaarige Virksomhed som Indenrigsminister. Egent­ lig skulde en Amtmand indhente Indenrigsministerens Tilladelse, naar han forlod sit Amt, men det var efterhaanden bleven til, at ii-