HøretOgOplevet_1896-1920

98

og Sigurd Berg er kendt nok. I. C. Christensen blev altsaa frikendt, medens Sigurd Berg idømtes en Bøde. Rigsretsdommens Præmisser var for dem begge næsten mere fældende end selve Dommen. Rigs­ retssagen foregik i den daværende Landstingssal, og engang jeg var i København, gik jeg op for at høre og se, hvordan dette fore­ gik. Det var første Gang, jeg saa Højesteretssagfører Frits Biilow, med hvem jeg forøvrigt fik et nøjere Samarbejde, da vi begge blev Medlemmer af Ministeriet Berntsen. Frits Biilow var jo For­ svarer saavel for I. C. Christensen som for Sigurd Berg, og jeg beundrede hans Defensorat, men nogen lystelig Sag var det ikke at høre paa, og jeg gentog ikke mine Besøg paa Tilhørerpladsen under Rigsretsanklagen. Ogsaa Dommen over Alberti er bekendt. Han idømtes jo otte Aars Tugthus og begyndte Afsoningen i Horsens Tugthus, som han ved Begyndelsen af sin Ministertid havde forevist for en Del af Rigs­ dagens Medlemmer. Senere blev han overflyttet til Vridsløselille vistnok paa Grund af Sygdom, men iøvrigt hørte man i Virkelig­ heden ikke mere om Alberti. Jeg saa ham aldrig siden det før­ omtalte Besøg paa »Den kongelige Skydebane«, men enkelte havde da set ham, efter at han var kommet ud af Fængslet. Jeg husker saaledes en Samtale med den socialdemokratiske Folketingsmand: A. C. Meyer, hvori han fortalte, at han, kort Tid efter Albertis Løs­ ladelse, havde staaet bag paa en Sporvogn, der kørte ud ad Strand­ vejen. »En Herre stod af, og da han begav sig nedad en Sidevej, mindedes jeg Alberti. Jeg saa ham jo kun bagfra, men han lignede i hele sin Gang og Maade at bevæge sig paa i den Grad den tid­ ligere Justitsminister Alberti, saa jeg er ret sikker paa, at det var ham.« En anden Tilstedeværende, der deltog i Samtalen med A. C. Meyer, spurgte, om han kunde huske, hvilken Sidevej den paa­ gældende Herre gik nedad, og føjede til: »For Alberti boede den første Tid efter sin Løsladelse hos Professor Westergaard, og han bor paa Scherfigsvej.« »Ja, det skal nok passe, at det var der, jeg saa den Herre staa af Sporvognen.« Ved den samme Lejlighed blev det ogsaa fortalt, at Alberti straks, efter at han slap fri, gik op til I. C. Christensen og spurgte, om han hadede ham, og at I. C. Chri- sensen havde svaret, at han ikke bar Had til nogen, heller ikke til Alberti. Ogsaa hos andre skal Alberti have været for at bede om Undskyldning, men noget sikkert i saa Henseende ved jeg ikke. Alberti fik fra Justitsministeriet noget Arbejde med Afskrivning af