HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_VI

44 Gunnar Olsen for at få brændsel, hedder det, at nogle godtfolk bar over med dem i deres nød, når skaden ikke blev stor og ulæge­ lig. Men de, som ikke selv havde prøvet noget ondt, kunne for ringe ting rejse stor trætte og søgsmål med de fattige, men øvrigheden ordnede det da således, at der ikke gik nogen skam over de fattige. Den gjorde forskel på det, der var gjort af nød og tvang, og det, der var gjort af fortræd uden trang. Den så på, hvad de fattige kunne tilkomme og tåle, og på det, som de rige kunne udstå og vel forvinde, og den forstod, at retten ikke burde sættes over kærlighed og kristen medlidenhed.71 Den væsentligste ting var at skaffe de fattige del i de sparsomme forsyninger til nogenlunde rimelige priser. Også her overvågede øvrigheden forholdene. Hjørring si­ ger, at man holdt god orden, hvad angår fødevarer og ilde- brændsel af betydning for de fattige. Ingen måtte op- prange for siden at udprange for meget blodigt til de fat­ tige. Den rige skulle ikke indsamle alt til sig og sine. »Her turde vel have været en part skindere og prangere, som skulle vel været tilfreds, de havde suget den fattiges blod, her turde og vel været de fundne, som skade aldeles intet i denne krig og denne belejring, men mangen fattig mand og hans børn forvinder den aldrig, medmindre øvrigheden vil udi nåde komme dem til hjælp«. »Der skulle været de, som aldrig skulle agtet om deres fattige næste, men skullet skrabet tilsammen ved egen og andres middel og hjælp alt det, de kunne opspørge fal at være og siden udi lod og kvint til største åger det til fattige folk at udbringe«.72 Modtrækket mod spekulationen i den almindelige nød var dels maksimalpriserne, dels at de 32 mænds råd, der blev etableret i marts 1659, fik til opgave at fungere som forsyningskommission. Det var dog først i efteråret 1659, der blev udstedt en direkte forordning imod forprang. I denne hedder det bl.a.: »Eftersom dagligen fornemmes, at adskillige viktu

Made with