HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_V

En lavssag fra ca. 1840 153 Halmtorvet. Nede i denne ejendoms kælder anbragte han sit hørhegleri således, „at Arbeiderne bleve beskuelige for de forbigaaende“. Datiden var ikke forvænt med vin­ duesudstillinger eller lignende former for reklamering. Man husker, hvilken forbløffelse — og til dels forargelse — Louise Rasmussens voksmannequin vakte.12 Derfor gav Lemvighs arrangement resultat. Han fik rivende søg­ ning, og det gik naturligvis ud over konkurrenterne, det vil sige hørkræmmerne på Frederiksberggade og Vester­ gade. Men den driftige Lemvigh var altså ikke tilfreds med de resultater, han hidtil havde nået. Han ville i gang med at handle med endnu en vare, eller rettere varegruppe, nem lig frø af forskellig art, græsfrø, hørfrø, rapsfrø etc. I sin førnævnte ansøgning herom til kongen af 19. marts 1839 anfører han, at han driver handel med op­ landets bønder, og at det er blevet en absolut fordring for at kunne bevare denne handel, at man afkøber bøn­ derne deres avl af korn og frø. Han nævner i sin ansøg­ ning, at frøhandelen var lagt under både gartnerne, hør­ kræmmerne og urtekræmmerne, men at der er dem, der mener, at handelen med frø er fri ligesom handelen med korn, idet de mener, at frøsorterne nærmest må k la ssi­ ficeres under sædevarer. Han nævner iøvrigt i sin an­ søgning, at hans afsætning af heglet hør er ringe, „da Lærred udenlands fabrikeres billigere med de nu op­ fundne Maskiner og den udenlandske Høravl betydelig har tiltaget“.13 Hørkræmmerlaugets oldermand fik ansøgningen til udtalelse og afgav 19. april et responsum, der gik ud på, at Lemvighs ansøgning burde afslås. Lemvigh, der iøv­ rigt er en formuende mand, har efter hans mening alle­ rede så stor en omsætning og fortjeneste ved sin handel med the, porcelæn, cigarer og hør, at der slet ingen grund er til at gøre det muligt for ham at afsætte endnu mere

11