HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_IV

696

H a n s H. F u s s i n g Peder spurgte, om det nu også var Nicolais kårde, for „jeg tror det ikke, formedelst der er ikke blod på den“ . „Ja fader“, sagde datteren, „det er hans kårde. Jeg har kendt den hos ham før“. Peder sagde da: „Ja broders, der kan I drikke sex mark på“. Dette avslog de to kum ­ paner imidlertid, men så rejste Peder sig og drak dem til av sølvkanden. Datteren spurgte nu, om de havde gjort Nicolaus nogen skade, men det vidste de to voldsmænd ikke noget om med bestemthed, „men hvis han fik, det fandt han“, hvad der formentlig må betyde, at sine klø havde han selv været ude om. Hverken Peder eller dat­ teren var nu tilfreds med dette, for de ville have haft, at de skulle have skåret næse, mund og ører av ham, så han fik skamferet ansigtet. Desværre fremgår det ikke av sagen, hvordan det senere gik de to bådsmænd, udover at de kom i fængsel og kla­ gede over, at Peder havde været årsag dertil. De fortalte også, at Peder og hans datter havde meddelt dem, at Peder havde haft fat i Jacob, men at denne „var for b lu“ til at begå overfaldet. løvrigt havde Laurids efter over­ faldet fortalt om det til nogle skippere og tjenestefolk, så han kan ikke have været særlig flov over den historie. Selv om Nicolaus ikke havde lidt korporlig overlast, var han naturligt nok vred over overfaldet, og han anklagede da for Rådstueretten Peder for at have „instigeret, med listige ord overtalt og tilskyndet“ de to kumpaner, lige­ som hans datters „listige practisering, råd og tilskyndelse . . . tilvejebragte da de to i aftnen udi mulm og mørke på gaden havde lagt sig i mordsti og med knive overfaldet ham for at myrde ham, hvad Gud nådelig har avvendt“ . Da mordet „ikke kunne gelinge“, tog de hans værge, og han måtte løbe for at redde livet. Sagen kom for Rådstue­ retten d. 9. jun i 1627, og her dømtes, at da Peder Chri­ stoffersen var hovedmand og tilskynder til overfaldet og derved havde handlet mod sin borgered, så sku lle han